Den 7. marts 2021 kunne Fjord Lines mandskab på 11 personer endelig sætte kursen mod Hirtshals efter 1 års forsinkelse, og efter en 5 ugers lang rejse over tre verdenshave, gennem 11 tidszoner og en ufrivillig pause ved Suezkanalen kunne Fjord FSTR som allerede omtalt omsider søndag den 11. april lægge til kaj i Hirtshals Havn.
– Vi har store forventninger til, at vore gæster vil tage godt imod det nye skib, og vi glæder os til at vise det frem. Hos Fjord Line er vi stolte over, at vi nu kan tilbyde et permanent fragtprodukt på denne korridor, lød det fra Fjord Lines Freight Director Claus Riis kort inden Fjord FSTR’s ankomst til Hirtshals Havn.
– Selvom det er et år senere end forventet, er vi glade for endelig at kunne byde Fjord FSTR velkommen til Hirtshals. Den nye katamaran vil uden tvivl være medvirkende til at gøre transporten af såvel passagerer som gods via Hirtshals endnu mere attraktiv i fremtiden, udtaler Anker Laden-Andersen, Bestyrelsesformand hos Hirtshals Havn.
Det var det australske skibsværft Austal, som tilbage i 2017 fik til opgave at bygge skibet. Byggeriet startede op i foråret 2018 på virksomhedens værft i Filippinerne, og Fjord FSTR blev søsat i februar 2020.
Kort tid herefter skulle skibet have været sat i drift, men på grund af pandemien blev det liggende i Filippinerne.
Dannebrog var da også i dagens anledning strøget til tops ved havnekontoret for enden af Norgeskajen.
Kilde: Hirtshals Havn.