Skuffelsen må være tyk i direktionskontoret på Hirtshals Havn. For det lykkedes ikke havnen at hente penge til den kommende havneudvidelse i EU. Den pulje som Hirtshals Havn havde søgt om støtte fra, har til formål at understøtte udviklingen af infrastruktur, såsom havne, motorveje og lufthavne m.m, så disse kan anvendes til både civil og militærbrug.
Hirtshals Havn må have haft store forhåbninger i forhold til dagens udmelding fra EU-kommisionen. For var alt gået, som det skulle, ville der være gået ikke mindre end 190 millioner kroner ind på kontoen. Retfærdigvis skal det understreges, at der har været hård konkurrence om puljen. Hvis man er interesseret kan man se, hvilke projekter der har fået støtte på dette Link
Dagens danske vinder er dårligt nyt for Hirtshals Havn
Set med danske øjne er den store vinder Øresundsforbindelse, som har fået cirka 300 millioner kroner i støtte til en opgradering af jernbanen ved Kalvebod Brygge. Støtten til netop dette projekt er ikke uinteressant med nordjyske øjne, da begrundelse for bevillingen er en styrkelse af passager- og godstogsforbindelsen mellem Skandinavien og Tyskland via Femernbælt. En styrkelse af netop denne forbindelse kan på sigt have negativ indflydelse på mængden af gods, der kommer ind fra Norge via Hirtshals.
Hirtshals Havn har haft eksterne konsulenter til at varetage EU-ansøgningen. Efter sigende nogle af de bedste, der kan købes for penge. Hvilket konsulentbureau, man har benyttet sig af, ønsker havnen dog ikke at oplyse, da der ifølge havnen er tale om en værdifuld forretningshemmelighed.
Et ærgerligt og uretfærdigt hårdt slag mod nordjysk økonomi.
Det vil mindske færgernes økonomiske potentiale, at EU nu giver 43 mio. euro til københavneriets motorveje.
Resultatet af Øresunds-satsningen er forudsigelig: Endnu mere kø-kaos og trafik på motorvejen København-Göteborg-Oslo. Det havde været langt bedre for klodens klima og dansk økonomi at satse på TEN-T-korridoren mellem Nordjylland og Sydnorge i tillæg til korridoren langs Sveriges vestkyst.
Bemærk i øvrigt, at selv Putins ven, Orban, har evnet at hive EU-støttepenge hjem til Ungarn. Mageløst og smagløst.