Den 18.8.2022 vedtog et stort set enigt byråd det høringssvar, som administrationen havde udarbejdet i forhold til European Energys ansøgning om tilladelse til at indlede en forundersøgelse med henblik på at etablere en havvindmøllepark på optil 350 MW umiddelbart ud for Hirtshals havn. Det eneste medlem af byrådet der stemte imod, var Michael Engbjerg(V), der ser en betydelig risiko for en negativ indvirkning fra havvindmølleparken på såvel turisme som fiskeri.
Ved sagens behandling indledte borgmester Søren Smalbro med at slå fast, at kommunen ikke har vetoret i forhold til ansøgningen, da den var afgivet inden den 31.7.2022. Så langt så godt. For det er nemlig sådan, at folketinget i maj måned vedtog en ændring af lov om fremme af vedvarende energi, som giver kommuner mulighed for at nedlægge veto i forhold til etableringen af kystnære havvindmølleparker. Denne lovændring trådte i kraft den 1.7.2022. Energistyrelsen modtog ansøgningen fra European Energy den 22.6.2022.
Imidlertid undlod borgmester Søren Smalbro at gøre byrådet opmærksom på, at kommunen under den gældende lovgivning har en indsigelsesret, som de facto giver mulighed for at nedlægge veto. Fælles for den indsigelsesret og den veto-ret, der afløste den pr. 1.7.2022, er, at de skal afgives i forbindelse med den myndighedshøring, som finder sted inden Energistyrelsen afgør, hvorvidt den vil give tilladelse til at indlede en forundersøgelse for et givent projekt. Det var med andre ord en skelsættende beslutning byrådet skulle træffe.
Muligheden for at gøre indsigelse fremgår af sagsfremstillingen, idet så vel muligheden, som de relevante paragraffer er gengivet. Men fremstillingen var mangelfuld. For byrådet blev ikke oplyst om, at det var sidste chance for at sætte hælene i, hvis man fx ønskede at sikre, at projektet ikke kommer for tæt på land eller at projektet ikke realiseres på begge sider af indsejlingen til havnen.
Ved at gøre indsigelse mod projektet kunne Hjørring kommune have taget styringen og sikret sig, at en ny ansøgning ville respektere de betingelser, som byrådet måtte finde passende.
Nu er fremtiden for fiskeriet, Hirtshals by og havn i vid udstrækning overladt til European Energys gode vilje.
Tænker da at de vindmøller kunne stå inde omkring Hjørring kommune kontor.Således de har noget pænt og kigge på. 😪😪😪