Hirtshals Handel & Erhverv og Hirtshals Turisme, som er arrangør af det nye event i efterårsferien ”Hirtshals i Børnehøjde”, har valgt at flytte arrangementet i læ for morgendagens blæst.
Det fortæller turistchef Laila Zielke. ”Vi har glædet os rigtig meget til en fornøjelig dag på Den grønne Plads, hvor vi for første gang afvikler ”Hirtshals i Børnehøjde”. Men vejrguderne ser ikke ud til at være med os. Så i stedet for at aflyse, har vi taget en hurtig beslutning om at flytte indendørs, og i samarbejde med Hotel Hirtshals vil vi nu afvikle arrangementet i læ og lunere temperatur i hotellets stor festsal.
Handelschef Per Martensen tilføjer: ”Vi håber at se rigtig mange børn og deres voksne på Hotel Hirtshals i morgen mellem kl. 11.00 og 14.00 – der bliver masser af sjove og lærerige aktiviteter for store og små, og hvis man er heldig, kan man vinde en af de fine præmier, som er på højkant.”