Hærvejen er flere hundrede kilometer vandre- og cykelrute, der løber på langs ned gennem Jylland. Tidligere var hærvejene hovedfærdselsårer ned igennem landet. I dag benyttes Hærvejen som en rekreativ rute for alle, der vil vandre eller cykle i historiske spor og samtidig opleve det bedste af den jyske natur
Undervejs bringer ruten dig tæt på alt, hvad hjertet begærer i den danske natur: hav, kyst, heder, skove og åbent land samt ikke mindst nogle af Danmarkshistoriens mest spændende steder.
Den nordjyske del af hærvejsruten tager netop sit udspring i Hirtshals, og derfor er det naturligt at Hirtshals kirke nu er en del af samarbejdet omkring Hærvejspasset. Som cykel- eller vandreturist kan man få benytte stemplet, der er placeret i en lille boks ved døren til toilettet på kirkegården.
I forvejen er Hirtshals kirke en del af pilgrimsruten, der går fra Trondheim og helt til Santiago de Compostella, hvor apostlen Jakob skal være begravet. Derfor er der nedfældet en “Jakobsskal” ved trappen ind i kirken. Muslingeskallen i bronce er stillet til rådighed af foreningen Danske Santiagopilgrimme.
Uanset hvorfor man kommer til Hirtshals kirke er man altid velkommen indenfor. Der vil i sommerens løb også bliver fremlagt bibler på mange forskellige sprog, som kan bruges i forbindelse med et besøg i kirken, hvor der også er mulighed for at tænde et lys i lysgloben.
Kirken er åben daglig mellem 8-17 – men kan selvfølgelig være optaget af gudstjenester eller kirkelige handlinger.