Efter oprykningen blev sikret i sidste weekend med hjemmesejren over Dronninglund, måtte Hirtshals i lørdagens udekamp i serie 2 se sig besejret af SHI med 3-2.
Cheftræner Jesper Ladefoged fortæller til NordsøPosten: ”Vi kommer bagud allerede efter 7 minutter, hvor et ufarligt indlæg bliver sparket ind, fordi vi ikke får dækket rigtigt op. SHI scorer allerede igen efter 22 minutter på et godt gennemspillet mål, hvor de udstiller os lidt.
I pausen bliver vi enige om at steppe op, men SHI formår at øge føringen til 3-0 allerede i det 55. minut på en friløber. Vi får så en god chance i det 82. minut, som Simon Svendsen omsætter til mål efter en god stikning fra Juan. I det 90. minut får vi tildelt et straffespark, som Simon Svendsen brænder i første omgang. Heldigvis dømmes der et omspark, som Nikolaj P. sikkert omsætter til mål. I de 5 minutters overtid jagter vi et uafgjort resultat, men det lykkes ikke, og vi må rejse hjem med et 3-2 nederlag, selv om vi faktisk spiller en rigtig god kamp.”
Jesper Ladefoged sender en stor ros til Jesper Therkelsen og kampens spiller Laurits Samuel, der trådte til og hjalp holdet, som på dagen var afbudsramt.
Sæsonens sidste kamp spilles lørdag, den 28. oktober kl. 12.00 hjemme på Schlie Arena mod Hjørring IF.