Beboere fra plejecentrene Vikingbanke og Lynggården samt inviterede gæster og sponsorer dannede rammen, da Haveholdet og Fiskekrogen tirsdag formiddag i det flotte solskinsvejr åbnede sæsonen i Sommerhaven.

Formanden for Haveholdet, Joan Pedersen, bød de mange fremmødte velkommen til den nye sæson og glædede sig over, at så mange frivillige igen i år vil bakke op om det traditionsrige arrangement. Joan kunne samtidig oplyse, at der atter i år en gang om ugen vil være levende musik i haven med forskellige orkestre og solister.

Næstformanden i Vendsyssel Historiske Museums bestyrelse, Karin Maegaard, holdt åbningstalen, i hvilken hun fremhævede og roste den store aktivitet, som byen Hirtshals byder på gennem hele sommeren: “Hirtshals emmer af at ville noget,” som hun formulerede det.
Niels Hausgaards Udmønstringsvals blev traditionen tro sunget af husorkestret Midt i ugen, hvorefter Kirsten Laursen udskænkede en museumsbjesk til alle. Et job som har været Kirsten betroet helt tilbage fra Louis Nielsens tid. Fiskepigerne bød herefter alle på lækre smagsprøver fra Fiskekrogen.

Gennem hele juli måned vil Sommerhaven være åben på alle hverdage. Her vil det være muligt for gæster at opleve havnebyens maritime historie og se Haveholdet, bestående af pensionerede fiskere og vodbindere, producere forskellige maritime artikler, som kan købes til rimelige priser.
Samtidig kan der købes en lækker platte med fiskefrikadeller, fiskefileter og røget laks i Fiskekrogen tilberedt af friske råvarer, der er sponseret af byens fiskevirksomheder.

Hirtshals Sommerhave holder åben alle hverdage i juli måned. For åbningstider og yderligere information kan man tjekke programmet nedenfor og hjemmesiden hos Vendsyssel Historiske Museum.
Alle lørdage og søndage i juli måned vil Hirtshals Museum holde åbent uden haveaktiviteter kl. 11 til 15.
Overskuddet fra Fiskekrogen uddeles til byens plejecentre til forskellige aktiviteter.
Haveholdet uddeler overskuddet til byens foreningsliv.



