Da lokale Jørgen Laursen lørdag eftermiddag som repræsentant for Bjeskholdet fra Hirtshals Museum skulle præsentere deres arbejde, oplyste han lakonisk, at det var første gang, de var med, og derfor havde de heller aldrig vundet Årets Bjesk.
Den strengt taget selvsikre udmelding, der dog blev leveret med vendelboens underspillede og lune selvironi, afstedkom forståeligt nok munterhed og klapsalver fra publikum, men efter dommernes votering viste det sig, at vinderen af Årets Bjesk rent faktisk blev lige præcis debutanterne fra Hirtshals Museum.
– Jeg udbyder jo nu kursus i at lave bjesk ved Hirtshals Museum. Måske skulle I melde jer, lød Jørgen Laursens muntre kommentar efterfølgende til Bjeskteam NordsøPosten. Af helt oplagte grunde undlod sidste års vindere at påpege, at der denne gang måtte være tale om såkaldt begynderheld. Dertil er museumsholdet desuden også alt for garvet udi metieren med at lave bjesk.
Alle fem deltagere, som ud over Hirtshals Museum altså var sidste års debutanter og vindere på Bjeskteam NordsøPosten samt Jazzklubben Hva no do, Herregårdens Bjesklaug og Tornby Bjesklaug, fik ros af dommerne for at have leveret gode bud på Årets Bjesk, som er forlæg til Årets Sild.
Krydderurterne til den vindende bjesk kan såmænd alle høstes på Signe Hansens gamle jagtmarker ude ved Kjul Strand øst for Hirtshals. Det drejer sig nemlig om lyng og porse som de primære samt meget lidt malurt, oplyser Jørgen Laursen.
Kæmpe stort tillykke til Kristina Skands Ydesen, Kim Fogt, Anna Marie Mikkelsen og Jørgen Laursen på Bjeskholdet hos Hirtshals Museum.
Tillykke ! Hvilke ekstrakter er vinderbjesken sammensat af ?
Såmænd høstet på Signe Hansens gamle jagtmarker herude i Kjul. Lyng og Porse som de primære, og meget lidt malurt. Mener det passer til meget god mad, som mange gerne vil servere for sig selv og gæster, f.eks. årets sild.