Som noget helt nyt inviterer Foreningen Hirtshals Operafestival `s filmklub til nytårsbio i Hirtshals kulturhus Den Svenske Sømandskirke for både børn og voksne.
Lørdag den 4. januar kl. 16 vises operafilmen La Boheme, som er en af de mest elskede operaer i verden. Publikum kan opleve nogle af musikhistoriens smukkeste operaarier, som nogle måske kan huske også blev sunget til Hirtshals Operafestival 2023.
Puccinis La Boheme udspiller sig juleaften i Paris i 1830`erne, hvor en flok fattige kunstnere mødes på et iskoldt loftskammer. Den tuberkuloseramte Mimi og digteren Rodolfo forelsker sig hovedkulds i hinanden og synger blandt andet ”Så kold den lille hånd er”. SuperBrugsen Hirtshals sponsorer et glas vin til forestillingen.
Søndag den 5. januar kl. 14 vises en sjov og magisk børnefilm baseret på en af forfatteren Jakob Martin Strids populære børnebøger. Der er eventyr i luften, når dyrene begiver sig ud på en lang rejse over havet. 7+.
Du kan også se Tryllefløjten – en moderne operafilm fyldt med god musik. Alle, der ikke nåede at se Tryllefløjten til Hirtshals Operafestival 2024 får nu muligheden. 9+. SPAR Købmanden, Hirtshals sponsorerer filmguf til alle børn.
Filmene vises på det nye filmudstyr, som HSF-Fonden, Hirtshals bevilligede til Hirtshals Operafestival 2024. Arrangørerne håber, nytårsbio kan blive en tradition samt, at kunne vise operafilm fra de store operahuse rundt omkring i verden flere gange årligt i filmklubben.
Alle, der har lyst til at vise film eller måske lave deres egne filmklub, kan benytte sig af det flotte filmudstyr efter nærmere aftale med Den svenske sømandskirke.
Se mere angående tilmelding og pris hos Hirtshals Operafestival 2025 samt hos Hirtshals Operafestival på Facebiook.