Hirtshals Operafestival er et nyskabende kulturprojekt her i det nordvestlige Vendsyssel. Arrangørerne ønsker dermed at bidrage til et alsidigt kulturudbud i Hjørring kommune af høj kvalitet og specifikt til mangfoldigheden og fællesskabet i Hirtshals.
– Hirtshals er en by med mange nationaliteter, ligesom der kommer turister fra hele verden. Alle uanset alder, køn, nationalitet, race og social status skal have mulighed for at opleve og lade sig inspirere af operaens unikke genre, lyder det fra Lisbet Hvid Hermansen, der er bestyrelsesformand i Foreningen Hirtshals Operafestival.
– Med inspiration fra Aalborg operafestivals altankoncerter og med sparring fra producent og produktionsleder, Karin Seisbøll, som producerede Aalborg Operafestivals altankoncerter i 2021 påtænker vi derfor at arrangere en 2–dages operafestival i Hirtshals 2. og 3. september 2023 med høj kvalitet og med professionelle sangere, supllerer næstformand Helle Løchte.
Der vil blive to dage med i alt seks open–airkoncerter, samt en fælles afsluttende indendørs koncert med konferencier på Nordsøen Oceanarium. Hirtshals Operafestival bliver på Hirtshals bys præmisser.
Dramaet ligger nemlig ifølge arrangørerne implicit i Hirtshals bys DNA, – derfor kan Hirtshals i kraft af sin historie,
autencitet og sin helt unikke beliggenhed ved havet og samtidig midt i naturen, danne den perfekte ramme for Hirtshals Operafestival.
Byens pladser, bygninger samt havneområdet bliver scener for koncerterne, som med havet som dramatisk medspiller giver operaen optimale udfoldelsesvilkår. Vi ønsker samarbejde med byens erhvervsliv og øvrige kulturtilbud.
– Vi har valgt at afholde operafestivalen i september måned med baggrund i, at det er vigtigt for Hirtshals at have kulturtilbud, uden for højsæsonen, til såvel lokale som de mange turister, der kommer til byen. Hirtshals Operafestival er også for børn og unge, forklarer Lisbet Hvid Hermansen.
– Operaen taler til de allerstørste følelser og handler om universelle temaer som liv, død, had, kærlighed, sorg, jalousi, ensomhed samt samfundets konventioner, – temaer som børn og unge også kan identificere sig med. Derfor fremsender vi i god tid inden Hirtshals operafestival materiale til Hirtshals skole og ungdomsskole med koncerternes indhold således, at underviserne har mulighed for at implementere operaen i undervisningen, tilføjer Helle Løchte.
TILSAGN FRA ALLE SANGERE OG KONFERENCIER/PIANIST:
En af Danmarks førende mezzosopraner, Andrea Pellegrini, har allerede nu bekræftet, at hun meget gerne vil synge koncerterne den ene dag, samt synge til fælleskoncerten søndag aften.
Arrangørerne har yderligere tilsagn fra sopran Anne–Kristine Skov Andersen, tenor Jacob Skov Andersen, den norske baryton Leif Jone Ølberg samt skuespiller/pianist Jacob Beck. Vi har tilsagn fra Nordsøen Oceanarium i Hirtshals om, at søndagens indendørs fælleskoncert med sangerne kan afholdes i deres enestående, maritime omgivelser.
Hirtshals turisme har bidraget med en interessetilkendegivelse.
ØKONOMI/ BEVILLIGEDE FONDSMIDLER:
December 2022: Region Nordjylland kr.25.000 (kulturstøttemidler)
December 2022: Hjørring Kommune kr. 20.000 (frie kulturmidler)
December 2022: Hirtshals Havns årlige sponsorat på kr.10.000 (Hirtshals Havn uddeler årligt 3 sponsorater)
Februar 2023: Initiativfonden for Hirtshals og Omegn kr. 5000
Februar 2023: Nordenergi kr.20.000.
Finansieringen af Hirtshals Operafestival er ikke helt i mål. Derfor hører foreningen gerne fra sponsorer, der vil bidrage til realiseringen af den første operafestival i Nordjylland.
Foreningen Hirtshals Operafestival hører også gerne fra interesserede, der vil varetage formidlingen af festivalen på de sociale medier.