Torsdag og fredag havde Hirtshals Skole besøg af Håndboldkaravanen fra DHF Kreds Nord.
– Det var 1. og 2. samt 3. og 4. klasserne, der i den forbindelse prøvede masser af sjove håndboldrelaterede aktiviteter såsom præcisionsskud, skud på landholdmålmand Sandra Toft, som udfoldede sig på et stort lærred, skud med fartmåler, masser af boldøvelser, håndboldbevægelser og spil på lille bane, fortæller idrætslærer Jesper Møller Jensen.
Alle aktiviteter blev styret kompetent af konsulent Frederikke Ulnits godt assisteret af en håndfuld håndboldinteresserede juniorledere fra Hirtshals Skole.
– Alle oplevede nogle sjove, gode, lærerige og spændende aktiviteter. Der var højt humør ved alle 4 træningsmoduler, tilføjer idrætslæreren.
Håndboldkaravanen er en forløber og invitation til at spille håndbold i de lokale klubber. Skolen udsender derfor træningstider over Aula til forældrene.
Envidere er det også starten på en målrettet skoletræning for 4. årgang, som skal til den lokale skoleturnering i Tornby Hallen den. 29. september.
Som det fremgår af billederne, foregik torsdagens aktiviteter i skolegården i HIrtshals, mens fredagens foregik i Hirtshals Idrætscenter.