Ifølge Martin Winkel Lilleøre, Head of Fish Tech, ser de danske udstillere, hvoraf mange er fra Hirtshals, frem til at mødes fysisk med kunder og potentielle kunder ved DanFish 2021:
– Vi hører, at virksomhederne længes efter at møde hinanden, kunder og potentielle kunder ansigt til ansigt. Derfor er vi rigtig glade for, at restriktionerne nu er bortfaldet, og det afspejler sig også i opbakningen fra de danske virksomheder, som er på niveau med tidligere år. De udenlandske besøgende kan derfor se frem til at møde et stærkt dansk felt på hjemmebane.
Danske virksomheder
De danske udstillere spænder vidt og udgør en bred palette af løsninger og kompetencer, som kan hjælpe den internationale fiskeindustri med blandt andet at øge deres energieffektivitet og omstille sig til den grønne dagsorden:
– Når vi er ude i verden, hører vi, at danske virksomheder har en stor styrke i deres omstillingsparathed, som især kommer til udtryk, når de samarbejder med kunderne om at udvikle tilpassede løsninger. Den vilje og evne til at tænke ud af boksen er afgørende, når der fx skal bygges nye fiskefartøjer eller fiskefartøjer skal have nyt udstyr, og det gør de danske leverandører til en innovativ partner, siger Martin Winkel Lilleøre.
Fra det nordvestlige Vendsyssel stiller blandt andet Hirtshals El-Motorservice ApS, Fiskeauktion Nord Hirtshals, Fiskernes Fiskesortering, Seamech A/S, Hirtshals Fiskeriforening, Hirtshals Havn, Hirtshals Marineolie, Hirtshals Service Group, Hirtshals Yard A/S, MarineShaft og Hjørring Erhvervscenter.
Foto: Arkiv.