Den smukke, grundmurede bygning blev opført 1834 og rummede dengang rådhus og tinghus samt arrest i kælderen.
Der havde nu tidligere været et rådhus på matriklen, der dog ved kongeligt besøg var blevet kritiseret af selveste majestæten, således at amtmanden på eget initiativ efterfølgende lod det nuværende opføre. Det udløste en næse, for byggeri af en sådan bekostelig karakter skulle godkendes i hovedstaden. Mere morsomt var det, at rådhuset i en årrække blev anvendt til teaterforestillinger, inden man flyttede disse til Hotel du Nord i Nørregade.
I 1886 flyttede arresten til det nye ting- og arresthus i Jernbanegade, hvor også byrådsmøderne blev holdt fra 1921. Rådhuset blev anvendt til kontorer for den kommunale forvaltning, der dog med årene fik pladsproblemer, som først blev løst, da administrationen flyttede til Codanhus i 1971. Efter en mindre heldig renovering af den fredede bygning i 1976-1977, blev det gamle rådhus frem mod 2014 igen anvendt til byrådsmøder. Da pladsen i den gamle byrådssal efter kommunalreformen blev for trang , indrettede man en ny byrådssal i det nuværende rådhus efter en gennemgribende ombygning af Codanhus-bygningen.
Hjørring Kommune overdrog i 2014 det gamle rådhus til Vendsyssel Historiske Museum, der pt. anvender bygningens lokaler til foredrag og medarbejderfaciliteter. Museet er samtidigt i gang med at rejse penge til en gennemgribende renovering som led i et projekt, der skal gøre bygningen til en ny, synlig og central indgang til museumskomplekset.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.