Formidlingschef Jens-Christian Hansen henleder denne 5. maj helt oplagt vores opmærksomhed på, at danskerne på denne dato for nøjagtig 79 år siden igen levede i befriet og frit Danmark.
– Selv om besættelsen var slut for 79 år siden, var der stadig tusindvis af tyske flygtninge i landet i årene efter krigen. I programserien Flugten til Nordjylland fortæller vi historien om en flygtningefamilie i Hjørring, noterer Jens Christian-Hansen.

– Jeg har fået mulighed for at medvirke og været heldig at møde Katrin Weber og Peter Fieguth samt deres familier. De betalte den højeste pris, men fik samtidig livsvarige venskaber, tilføjer afdelingslederen fra Vendsyssel Historiske Museum.
I serien følger vi blandt andet i sporene efter børnene Katrin, Klaus og Peter, som sammen med deres mor Lotte flygter fra Østpreussen i Tyskland, hvorved de med nød og næppe undslipper hævntogtet fra Den Røde Hær.


