Business Hjørring fanger Kristian Skovgaard Andersen en travl torsdag – travl som hvilken som helst anden dag, for som vækstiværksætter er der ikke mange stille timer i døgnet.
Egentlig var tanken med at starte sin egen virksomhed, at han skulle have mere tid til familien. Han kommer fra konsulentbranchen, hvor han måtte lægge mange arbejdstimer i ugen, og med små børn havde han et ønske om at gøre sit arbejdsliv mere simpelt. Det er en ambition, han ikke helt kan efterleve. Derimod laver han i dag noget han virkelig brænder for og får udlevet sin kreative side. Selv beskriver han det som en naturlig skabertrang, som han har med sig fra sin barndom, hvor faren var restauratør og prægede hans interesse for madlavning.
Kernen i Ägtes fødevareteknologi er plantebaseret smagsudvinding – fermenteringsprocesser, der skaber smag og ændrer fødevarers kemiske og fysiske strukturer. Virksomheden er på kort tid blevet leverandør til bl.a. Meyers, mange danske storkøkkener og sygehuse og Kristian har svært ved at følge med den stigende efterspørgsel, der er på et marked, hvor sundhed, plantebaserede og fermenterede produkter har stigende interesse.
Derfor står han også overfor at skulle ansætte produktionsmedarbejdere – hvor han hidtil har kunnet klare sig ved egne kræfter, og med hjælp fra Vendsyssel Grønlangkål i Harken, som han har indgået partnerskab og deler lokaler med.
Fra hobby til forretning
Idéen opstod for 4-5 år siden, hvor han på hobbyplan begyndte at nørde i fermentering og produktion af miso og plantebaseret soya. For 2 år siden begyndte forretningsidéen for alvor at forme sig.
Oprindeligt har Kristian en kandidatgrad i statskundskab samt en master i Økonometri og arbejdede med ESG (Environmental Social Governance) i Århus. Motivationen for arbejdet med de grønne regnskaber dalede dog med tiden.
”Det blev tydeligt for mig, at mit arbejde og de grønne regnskaber ikke var noget, der rykkede i det store billede.” fortæller han. ”Jeg så bl.a. hvor stort et forbrugssvind, der sker mange steder – alt for mange madvarer smides ud.”
Og dermed opstod idéen til at betragte nogens spildprodukt, som en ressource til sin egen produktion, hvilket var motivation for at gøre hobbyprojektet til en forretning.
Som tilflytter må man opbygge et netværk
Da Kristians kæreste fik job som praktiserende læge i Hjørring Kommune, besluttede de at flytte familie og virksomhed med. Gennem sit samarbejde med Aurion, fik Kristian hurtigt opbygget sig et lokalt og værdifuldt netværk, og tog i efteråret 2022 også kontakt til Business Hjørring for hjælp til at finde egnede lokaler.
Siden har han brugt erhvervskonsulent Lars Gaden Jensen til sparring om andre forretningsmæssige ting i sin udvikling.
”Jeg har brugt Lars rigtig mange gange undervejs. Han er god lige at ringe til for at vende nogle tanker – og han har bl.a. hjulpet mig med at søge om kompetenceløft igennem et Next Step forløb”, fortæller Kristian.
Udover udvikling af en plantebaseret gourmetsauce, har Kristian mange andre nye spændende idéer til, hvordan hans fermenteringsproces kan anvendes i andre produkter og har ambitioner om at føre sit projekt vidt.
For erhvervskonsulent Lars Gaden Jensen har det været spændende at følge virksomhedens flytning til Hjørring og den store udvikling, der er sket på bare 6 måneder.
”Jeg glæder mig til at følge Ägte fremover og også til at se, hvad der kommer ud af det samarbejde, Kristian har indgået med Vendsyssel Grønlangkål”, siger han.
Kristian Skovgaard Andersen tog i efteråret 2022 kontakt til Business Hjørring for hjælp til at finde egnede lokaler. Siden har han brugt erhvervskonsulent Lars Gaden Jensen til sparring om andre forretningsmæssige ting i sin udvikling.
”Jeg har brugt Lars rigtig mange gange undervejs. Han er god lige at ringe til for at vende nogle tanker – og han har bl.a. hjulpet mig med at søge om kompetenceløft igennem et Next Step forløb”.
Kilde: Business Hjørring.