Af Thomas Klimek
Socialdemokratisk byrådsmedlem
Viceborgmester og gammel garder
Så blev det lille tegn historie. På årets sidste dag kl. 12.00 på Amalienborg Slotsplads, da vagten skiftede.
Tiltrædende livvagt bar for første gang i Danmarkshistorien det nye kongerex på skuldrene.
Rex-tegnet er som ordet indikerer et kongetegn, men for mig som gammel garder er det ligeså meget et minde om ret store strabadser og kend-dine-grænser i mudder, sø, grøft, skov, militær kamptræning, kammeratskab, samarbejde, sult, søvnmangel og andet i efteråret 1998.
Hvor man efter godt tre måneders grundtræning og afsluttende en møghård uge (Rex-turen) vraltede, haltede eller bare slæbte sig ind på Høvelte Kaserne, beordret i seng for blot at blive purret op igen kort tid efter, fordi “fjenden igen var gået i land.”
Men det var så bare bluff. Den sidste psykologiske test af udholdenhed. Nu var det faktisk slut.
Derefter ventede 3-4 ugers hård træning i vagteksercits før overflytning til Vagtkompagniet i Indre By og tjeneste på Amalienborg, Fredensborg, Christiansborg, Kastellet og for nogle også Aarhus.
… og nå ja, tegnet har også reference til ret fugtige aftener på det hedengangne værtshus Klaptræet på Kultorvet, hvor man skulle have sit Æselspark-kort på plads før Rex-turen – og siden hen selv underskrive en masse kort for næste hold rekrutter.
Men den var god nok den oktoberdag 98.
Nu var man ikke længere rekrut, men garder.
Man fik sine rex på skulderen med dronningens monogram og det store M.
Her klokken 12.00 skiftede vagten så på Amalienborg, og det gjorde historien og rex således også.
Rex-tegnet på skuldrene af Den Kongelige Livgarde skiftede i dag til Kong Frederiks nye F-monogram, og mine og tusindvis af andre gamle garderes Rex-tegn med M for Margrethe, R for regina og 2 for Den Anden, er nu Danmarkshistorie.
Foto: Klimek og Thomas H. Reimann.