Af Kasper Maarup Andersen
Byrådskandidat for Venstre
Hjørring Kommune
Jeg medgiver at udfordringerne er mange og økonomien er knap, men vi er nødt til at se længere frem næste budget eller valgperiode.
Jeg “drømmer” om en 10 års plan for hele kommunen, hvor der prioriteres og planlægges langsigtet – for dag til dag til styring dur ikke.
Her til aften har jeg hørt den politiske debat fra Hjørring kommune på TV2 nord, hvor de forskellige partier har drøftet diverse emner. Emnerne er i en valgkamp er meget aktuelle og borgernære, men jeg finder det ærgerligt, at tiden og energien ikke bruges på at drøfte de fremtidige muligheder for at skabe vækst, udvikling og velfærd.
Det evige tilbagevendende emne, i de seneste kommunalvalg, er “bosætning” og tiltrækning af nye borgere. For det er oftest svaret på slunkne pengekasser og manglende udvikling.
Her vil jeg for det første påpege, at det for enhver virksomhed altid er billigere at fastholde eksisterende kunder, end det er at tiltrække nye. Det gælder også for en kommune. For det andet, skal man kunne skabe værdi der sikrer, at borgere ønsker at blive. Synes vi selv, at det er et skønt sted at være, og ser værdien heri, kommer bosætning og nytilflyttere helt af sig selv. Vi skal med andre ord kigge indad, før vi kan kigge udad.
Men hvad er værdi og hvordan skabes det? Ja det er netop spørgsmålet som vi bør bruge meget mere tid på…. Jeg har ikke svarene, men jeg har da nogle ideer og ønsker til den spændende dialog, som jeg gerne vil have vi tager i den enkelte byer og i byrådssalen.
Hvordan ser Hjørring ud om 10 år – hvad er byen kendt for og stolt af? (Vendsyssels erhvervsmekka, uddannelsesinstitutioner…?)
Hvordan ser Hirtshals ud om 10 år – hvad er byen kendt for og stolt af? (Havnen, udviklingscentre…?)
Hvordan ser Løkken ud om 10 år – hvad er byen kendt for og stolt af? ((Helårsturisme, outdoor aktiviteter…?)
Hvordan ser Vrå ud om 10 år – hvad er byen kendt for og stolt af? (Idræt, fællesskab…?)
Hvordan ser Sindal ud om 10 år – hvad er byen kendt for og stolt af? (Natur, markeder…?)
Samlet = Hvordan ser Hjørring kommune ud om 10 år – og hvad er vi kendt for og stolte af?
Vi skal bruge tiden på ovenstående og prioritere derefter.