Den traditionsrige handelsstandsforening Hjørring Handel nedlagde sig selv torsdag aften på generalforsamlingen, hvor afløseren, den nye Hjørring Alliancen, blev født.
Enigheden var stor på Hjørring Kro, da omkring 100 medlemmer stemte for ændringen. Hjørring Alliancen er en mere moderne forening, som kommer til at favne meget bredt og arbejde meget seriøst med en ny strategi for at gavne Hjørring by på mange områder.
Bestyrelsen i Hjørring Alliancen er efter generalforsamlingen den 27. marts 2025 på billedet fra venstre Jane Olsen, Metropol Shopping Center, Ulla Søndergård, Restaurant Bone’s, Henrik Messmann, Hotel Phønix, Susanne Hjelm Gjelstrup, Matas Springvandspladsen, Rebecca Jacobsen, Spar Dame, Erik Jensen, A-Z og Lars Glindvad, fodboldklubben Vendsyssel FF.
Martin Bang fra Det Nordjyske Mediehus blev valgt til posten som suppleant og Bjørn Nielsen fra PJ Revision som revisor.
Ud af bestyrelsen trådte Betina D. Jensen, Jørgen Petersen, Joan Gade, Morten Kjær og Sanne Godtliebsen, som dog fortsætter sit flotte arbejde med Byfesten.
På generalforsamlingen sagde medlemmerne også god for den nye strategi, som konsulent René Zeeberg fremlagde.
Hjørring Handel tog torsdag et nyt skridt mod fremtiden og blev til Hjørring Alliancen, som sætter en ny retning for Hjørring. Det skal være en stærk og dynamisk forening, der samler kræfterne inden for shopping, kultur, turisme, sport og gastronomi.
Den nu forhenværende Hjørring Handel havde allerede etableret mange gode samarbejder og skabt mange alliancer, og nu skal den nye bestyrelse og medlemmerne begynde at føre mange gode visioner ud i livet. Bestyrelsen konstituerer sig senere.
Generalforsamlingen blev også et farvel til formanden for den gamle bestyrelse, Betina D. Jensen, som nu helliger sig opgaverne som chef i Nordea og som byrådskandidat for Venstre.
Hjørring Handels event- og aktivitetschef Rikke Ejsenhardt sagde også farvel, idet hun ønsker at gå, indtil videre ikke oplyste, nye veje. De to holder afskeds-komsammen på mandag.
Handelschefens dygtige medarbejder på kontoret, Kimmie Amaliegaard, stopper også ved udgangen af måneden og fortsætter i en ny stilling på Vendelbohus – dog fortsat med tilknytning til Hjørring Alliancen, som først nu skal afgøre den organisatoriske fremtid.
Advokat Palle Møller Jørgensen dirigerede sikkert slagets gang, og menuen var Herregårdsbøf med det hele. Dygtige Signe Olsen med rødder i Tårs leverede flotte sange, mens stemmetællerne var i aktion.
Hun sang blandt andet ”I morgen er der atter en dag”. En ny dag, fristes man til at føje til, efter sådan en skøn positiv, konstruktiv og fremadskuende generalforsamling.