Hjørring Dyrskue byder fredag den 21. og lørdag den 22. juni atter på et omfattende og spændende program for alle på Dyrskuepladsen ved Aalborgvej.
Dyrskuet byder i år foruden udstillinger af dyr og forskellig underholdning på en stor og flot maskinudstilling, fødevareudstilling, haveudstilling og Outdoorudstilling. Samtidig er der masser af aktiviteter for børn.
Ud over udstillinger relateret til landbrug er der mange udstillere, som henvender sig til alle. Det er blandt meget andet biler, pengeinstitutter, ejendomsmæglere, forsikringer, Hjørring Kommune og mange, mange flere.
Fødevareudstillingen knokler arrangørerne for at få til at vokse, og det går stille og roligt fremad. Dyrskuets køkken får igen en plads i dette telt, og der vil blive serveret smagsprøver fredag på smoothies med frugt sponseret af Hybengaarden og fremstillet af Vittrup Fri Fagskole.
LandboNord’s seniorklubber får også et fast tilholdssted i dette telt i år.
Haveudstilling er et nyt initiativ, som også gerne må vokse og gro. Blandt udstillerne er blandt andre Haveselskabet i Hjørring og Botanisk Have i Bangsbostrand.
Land- og Liv teltet bliver rigtig spændende i år med flere nye udstillere.
Der er også en stor husflidsudstilling fra Vendsyssel Husflidskreds, Historisk Samfund for Vendsyssel, Aloe Vera Nordjylland, Glaskunst fra Det Lille Blå Hus i Mariager og garnudstilling fra Fredsminde-Hammershusgarn fra Østervrå.
Der bliver som tidligere år også en stor og flot udstilling af veterantraktorer og maskiner, hvor publikum kan opleve minder om en tid før de store, moderne maskiner og traktorer i et moderne landbrug.
Outdoorudstillingen rummer blandt andet et telt med salg af produkter til det udendørs liv og et telt med fokus på tilbud fra foreninger i Vendsyssel, som tilbyder spændende aktiviteter i naturen.
Desuden er der i år besøg fra Galten af Udeunger, som laver aktiviteter fredag for de yngste skolebørn i naturen.
![Hjørring Dyrskue - folkefest for store og små 2 dyrskue](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/dyrskue-snobroed_653x490.jpg)
KFUM Spejderne fra Lørslev har én lejr på pladsen, hvor de demonstrerer spejderaktiviteter for publikum.
Juniorjægerne viser, hvordan man brækker et dyr og laver desuden aktiviteter i relation til jagt, og hos Buejægerne kan man prøve at skyde med bue og pil.
En anden spændende aktivitet for børn er, når Natasja Cartey tilbyder ansigtsmaling af børn.
LandboNord er arrangør af Hjørring Dyrskue og lægger hvert år et kæmpe arbejde i dyrskuet, så det kan være spændende og indholdsrig for både land og by.
![Hjørring Dyrskue - folkefest for store og små 3 dyrskue gl traktor](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2024/06/dyrskue-gl-traktor-2_653x490.jpg)