Speaker Bent Kongerslev Nielsen, der er kendt af mange i rollen som DJ Kongerslev, er helt oppe at ringe efter en kæmpe fed kamp med Hjørring Futsal Klub i Park Vendia, hvor Sønderborg lørdag var statister og fik et nederlag med tenniscifrene 6-3 med hjem fra Hjørring.
– Hjørring spillede en kamp uden lige med en fuldt pakket hal, som kogte fra kampens start, hvor hver eneste spiller viste sig fra den side, man elsker at se ved futsal. Det er så dejligt at være med i hele dette setup, hvor alle bakker op om alle, og det er som én stor familie, fortæller Bent Kongerslev Nielsen.
– Et kæmpe øjeblik i går, ud over sejren, var nok enhver kvindes største øjeblik, da vores Mads Falck scorede til 2-0. Mads jublede stille og roligt og efterfølgende gik han mod langsiden, med musikken fra Bruno Mars-Marry you, over til sin kære Sofie og satte sig på knæ og friede, tilføjer den begejstrede speaker.
– Alle i hallen på nær to klappede og jublede, så taget var ved at lette, og efterfølgende måtte Mads modtage et gult kort for sit frieri, men skide være med det, når man har fået et JA, fra kvinden i sit liv. Så det var et extra krydderi i en herlig kamp, som viste, at vores spillere står sammen som én enhed i klubben, slutter Bent Kongerslev Nielsen.
Kæmpe tillykke til klubben med pladsen i semifinalen om DM og ikke mindst tillykke til Mads og Sofie!
Se eller gense scoringen og frieriet overfor.
Foto: Jacob Strandeng.