Tirsdag har Hjørring Gymnasium haft besøg af 24 unge ukrainere fra Lviv og fire voksne ledsagere. Nogle af de unge er fra det krigshærgede vestlige Ukraine, men er genhuset i Lviv.
Et udvalg bestående af elevrådsmedlemmer havde sørget for et flot program for dagen. Gæsterne blev vist rundt på skolen, dansede lanciers og var med i undervisningen, hvor de holdt oplæg om livet i Ukraine.
Ukrainerne har ikke mulighed for nogen særlig fejring af mærkedage hjemme i Ukraine, så elevrådet havde planlagt, at de skulle lave julepynt, bage pebernødder og have æbleskiver til sidst i programmet. De fik også nogle gaver med hjem til Ukraine.
De ukrainske gæster er i Hjørring resten af ugen. De skal bl.a. til koncert og besøge forskellige lokale turistattraktioner.
Rejsen til Danmark er sponsoreret af Rotary Vestre og flere virksomheder.
Foto: Hjørring Gymnasium.