Hjørring Gymnasium har derfor med støtte fra Region Nordjylland og i samarbejde med Vesthimmerlands Gymnasium & HF, Aalborghus Gymnasium og Aalborg Universitet iværksat et projektforløb, der har til formål at forsøge at øge opmærksomheden på de naturvidenskabelige uddannelser, særligt hos samfundsfagligt interesserede gymnasieelever.
De konkrete tiltag har på Hjørring Gymnasium udmøntet sig i et tværfagligt projektforløb i en 2.g-klasse i fagene Kemi C og Samfundsfag A med udgangspunkt i følgende case/problemformulering:
Hvorfor er der et stærkt stigende marked for proteinstilskud til unge, der dyrker styrketræning, når effekten (efter sigende) er tvivlsom?
Tanken har været, at samfundsfag så at sige skulle ”åbne døren” til det naturvidenskabelige.
Den samfundsfaglige viden om ungdomsliv i det senmoderne samfund har oftest en umiddelbar appel hos gymnasieeleverne – det er er jo deres liv, hverdag og erfaringer. Det skaber en umiddelbar identifikation og interesse. I kemifaget blev eleverne introduceret til viden om kost og proteiner og skulle på baggrund af egne kostberegninger, sammenligne deres proteinindtag med det som kræves af en topatlet.
Inden forløbene udfyldte eleverne (på alle involverede gymnasier) et kort spørgeskema om deres syn på naturvidenskab. Her svarede 28% af de 74 adspurgte elever, at de overvejer en naturvidenskabelig uddannelse efter gymnasiet – efter forløbene var denne andel steget til 34%. Ca. 17% af eleverne angav efter forløbene, at de var blevet mere ”positivt stemt” overfor naturvidenskab.
Det er meningen, at de gennemførte projekter skal dubleres og/eller suppleres i det kommende skoleår, og det skal selvfølgelig blive interessant at se effekten heraf.