På Hjørring Handels sidste generalforsamling, før foreningen på generalforsamlingen torsdag blev til Hjørring Alliancen, kunne bestyrelsen ved afgående formand Betina D. Jensen præsentere et flot regnskab.
Det viste for 2024 et resultat på plus 78.701 kroner mod plus 7.188 kroner året før.
Der var også i 2024 et højt aktivitetsniveau i Hjørring Handel, som også tjente penge på for eksempel udlejning af scene, gavekortet med videre.
Hjørring Handel fungerer også som turistforening i Hjørring by og fik til det arbejde i 2024 i såkaldt turismetilskud 200.000 kroner af Hjørring Kommune.
Det mener De Konservatives byrådsmedlem Mette Jensen ikke kan passe, da Hjørring Handel ifølge hende ikke er på kommunens budget.
Mette Jensen skriver i en kommentar til NordsøPostens artikel med Betina D. Jensens beretning: ”Det er med stor undren at jeg læser at Hjørring Handel er kommet på Hjørring Kommunes budget, det er IKKE tilfældet. Jeg kan til gengæld bekræfte at vi har fået et godt og konstruktivt samarbejde i Turismedialogforum, hvor “FÆLLESSKABET SLÅR ALT” er højsæde og har stort fokus”.
NordsøPosten kan hermed opklare misforståelsen.
I regnskabet kan man også læse, at Det Nordjyske Mediehus har bidraget med 135.000 kroner til markedsføring – primært hos Det Nordjyske Mediehus. Reklamer på Krummetoget indbragte i 2024 52.530 kroner. Vi bringer her billeder af dele af regnskabet for at undgå flere misforståelser.