Spidskandidaterne og deres syn på erhvervspolitik op til kommunalvalget den 16. november præsenteres i en serie artikler i ErhvervsNyt. Det sker som optakt til Erhverv Hjørrings medlemsarrangement Erhvervspolitisk Valgmøde 2021 den 9. november i Bibliotekssalen i Metropol i Hjørring.
I denne artikel handler det om Søren Smalbro, der er spidskandidat i Hjørring for Venstre. Partiet har i dag otte pladser i det nuværende byråd, og Søren Smalbro er 2. viceborgmester.
Hjørring har unikke muligheder i kraft af sin centrale beliggenhed i Skandinavien, sin infrastruktur med let tilgængelighed til motorvejsnettet, maritim transport via Hirtshals Havn og nærhed til Aalborgs internationale lufthavn – samt ikke mindst en enestående og lettilgængelig natur.
Det ser Søren Smalbro en parameter for erhvervsudvikling, som Hjørring kommune kan og bør markedsføre mere aktivt, når det nye byråd er kommet på plads.
Helt generelt opfatter Søren Smalbro det lokale erhvervsliv som sundt og vækstorienteret. Hvor Hjørring tidligere var præget af store virksomheder som slagteriet, Oxford og Nestlé, er det nu de mange små og enkelte mellemstore virksomheder, der dominerer erhvervsbilledet.
Og hvor det tidligere gjaldt om at tiltrække virksomheder for at skaffe job til arbejdskraften, handler det i dag mere om at skaffe arbejdskraft til at besætte virksomhedernes job. Hænder er i stigende grad en knap ressource. Derfor er bosætning en hovedopgave for udvikling af Hjørring Kommune.
Det gælder ifølge Søren Smalbro om at fortsætte den urbanisering af Hjørring by, som har stået på i de senere år med tilgang af moderne boliger, udbygning af kultur-, idræts- og fritidsfaciliteter samt opgradering af bymiljøet.
Hjørring skal være synlig og attraktiv som hovedstad i Vendsyssel, mener Søren Smalbro.
Parallelt hermed skal omegnsbyerne også udvikles, som det for eksempel meget synligt sker i Vrå.
Med hensyn til erhvervsudviklingen i Hjørring mener Søren Smalbro, at der er brug for, at kommunen mere aktivt går ind og sikrer, at privatejet jord udlagt til erhverv ikke bare ligger hen, men hurtigst muligt bringes til salg.
Med hensyn til udvidelsen af Hirtshals Havn ser Søren Smalbro det som en nødvendighed, at besejlingsforholdene forbedres, hvis færgetrafik og godstransport skal bevares og gerne udbygges. Han vil afvente det analysearbejde, der nu er sat i gang vedrørende havneudvidelsen, inden han vil tage stilling til hvilken løsning, der er den bedste.
Kilde: Hjørring ErhvervsCenter.