Driften af Teater Caféen i bygningen, der også huser Vendsyssel Teater midt i Hjørring, er nu på plads til engang i 2026.
Uffe Nielsen sagde sin forpagtningsaftale op i efteråret, og siden har Hjørring Kommune, som også ejer Teater Caféen, haft Mathias Buus Andersen ansat som leder af caféen. Sådan fortsætter det i hvert fald et stykke ind i 2026.
– Hjørring Kommune driver caféen videre i 2025 med nuværende personale, som nu vil være ansat af Hjørring Kommune. Dette gøres med henblik på at klargøre et nyt udbud primo 2026, hvor kulturskolen ved siden af er færdigbygget, oplyser jurist ved Hjørring Kommune, Thomas Ørum.
Hjørring Kommune, altså os alle i kommunen, ejer i bygningen med den selvejende institution Vendsyssel Teater caféen. Det er trods udbud ikke lykkedes at finde Uffe Nielsens afløser som forpagter.