Af Palle W. Nielsen
Journalist NordsøPosten/deltidsborger i Tversted
I Tversted er det store projekt med tiltrængt, flot og meget rost områdefornyelse ”Drømmen om Tversted – et samlet Tversted” på ét enkelt punkt endt som et mareridt.
Hvad der skulle samle Tversted, de fastboende godt 500 sjæle, dem med fritidsboliger i området og alle andre med et hjerte for denne perle, har gjort det modsatte. Lige netop på ét lille punkt, som er blevet unødvendigt stort.
Tannisbugtvej skal gøres smallere fra otte til seks meter, og det er udelukkende et ønske fra Hjørring Kommune. Det er ikke et ønske, der er kommet fra Tversted. Det fremgår af de få udmeldinger fra borgere og Tversted Borger og Turistforening, der synes, at en seks meter bred vej er fint.
Borger- og Turistforeningen udtrykte på et møde med deltagelse af de erhvervsdrivende i Tversted og Tversted Borger- og Turistforening, den 4. december 2024 på Restaurant Tannishus Tversted, at foreningen absolut ingen indflydelse havde haft på det endelige projekt. Foreningen var blot bindeled imellem samarbejdsgruppen og By- og Landdistriktsudvikling Hjørring Kommune ved Kirsten Munk og Bente Mouritzen. Det var disse to parter, som havde formuleret projektet, ikke mindst på baggrund af oplæg fra forvaltningen.
Foreningen udtrykte meget stor forbavselse over, at mange i byen havde det indtryk, at Borger- og Turistforeningen have været medvirkende til projektets udformning. Foreningen har ikke medvirket, overhovedet, til projektets udformning.
Foreningens repræsentanter udtrykte også stor tilfredshed med projektet og gav udtryk for, at den indsnævrede kørebane ville medvirke til en større tryghed for cyklisterne.
Hjørring Kommune, de folkevalgte og dele af forvaltningen, har ikke gjort deres forarbejde godt nok. Der burde være gennemført en høring, hvor alle kunne få indflydelse.
Hjørring Kommune har valgt at stille sig tilfreds med, at Tversted Borger- og Turistforeningen har forsikret Hjørring Kommune om, at der er bred opbakning til at gøre Tannisbugtvej meget smallere. Historien har vist, at opbakningen ikke er bred. Underskrifter fra borgere og indsigelser fra stort set hele erhvervslivet i Tversted er blevet fejet af bordet.
Et godt demokrati fungerer ikke optimalt ved, at ”folk jo bare kunne møde op til møder og melde sig til arbejdsgrupper”. Der skal være en reel hørringsmulighed i en så vigtig sag som trafikforhold og trafiksikkerhed, og det har politikere og dele af forvaltningen i Hjørring Kommune ikke sikret sig.
En offentlig høring giver mulighed for at komme med indsigelser eller kommentarer til en plan eller et projekt. En offentlig høring er en bredere proces end en nabohøring, idet alle interesserede parter, herunder borgere, organisationer og virksomheder, kan fremsætte deres synspunkter og indsigelser.
At undlade en høring er ganske enkelt dårligt arbejde, og det har bevirket en del uro i Tversted. Og dét er ene og alene ”kommunens skyld”.
Jeg har ikke mødt nogen, der er negativ over for områdefornyelsen – kun bekymret over de fremtidige trafikforhold i Tversted.
Det dårlige arbejde kan politikerne, som jo burde være den bestemmende magt, nå at rette op på ved at få lavet et kompromis, som alle med hjerte for Tversted kan leve videre med – i fred og ro.
René Valentin
Feriebolig i Tversted
Jeg kunne ikke være mere enig. Processen har været intet mindre end en katastrofe.
Jeg har haft min gang i Tversted siden midten af 1960-erne og har i den periode aldrig hørt om ulykker, hvor gående eller cyklister er kommet alvorligt til skade. Det kan være jeg husker forkert, men hvorfor er der ikke fremlagt en ulykkesstatistik, der viser fakta, f.eks. for de sidste 10 år? Tilhængerne af en vejbredde på 6 meter taler ustandseligt om at beskytte de bløde trafikanter, men er sikkerheden ikke allerede tilfredsstillende i dag? Det tror jeg rent faktisk den er, men underbyggende dokumentation kan be- eller afkræfte påstanden.
En vejbredde på 6 m medfører et væld af ulemper, som jeg ikke skal gentage for Gud ved hvilken gang.
Et kompromis er næsten altid at foretrække, men lige netop i denne sag syntes et kompromis ret ensidigt at tilgodese en meget lille skare af borgere, mens den store skare af borgere, der helst ser en uændret vejbredde på 8 m, bliver ladt tilbage på perronen.
Det lader til, at de er fuldstændig tonedøve hos forvaltningen i Hjørring kommune og politikkerne evner åbenbart ikke at træde i karakter og forklare, hvorfor denne sag er håndteret katastrofalt utilfredsstillende og direkte imod hvad et betydeligt flertal ønsker.
Fuldstændig enig med dig René.
Er helt enig i det skrevne indlæg.. jeg synes Hjørring Kommune i øjeblikket har nogle triste sager.. Det er lige som om vi borgere i kommunen er sat på et sidespor … og hvor det dog trist for vor dejlige by – Tversted- at det er gået HELT skævt..
Men det er jo netop sikkerheden for de bløde trafikanter der er problemet
Skal cyklisterne køre slalom mellem parkerede biler på en smal vej
Det er ikke optimalt hverken på 6 eller 7 meter vejbane
Den brede promenade må give plads til p lommer og der må være p forbudt udenfor lommerne
Fint indlæg, tak for det.
Jeg er da noget rystet, hvis det forholder sig sådan at Hjørring Kommune “blot” har lyttet til Tversted borger og turist forening, og accepteret deres holdning som værende hele byens.
Hvordan kan man synes at et 3 meter bred fortov er lykken, og hvem skal passe det. Da man i sin tid besluttede at fjerne bopælspligten havde man vel ikke tænkt på, hvordan fortovene kom til at se ud.
Bevares, det er da husejeren, som skal passe det, men et faktum er, at netop dette er forbundet med problemer flere steder i byen.
Så hjælper det da ikke at lave det 3 gange bredere.
Har man tænkt på den øgede forurening fra biler, motorcykler og lastbiler, ved masser af stop/start når der skal navigeres ind og ud blandt parkerede biler – for ikke at tale om støjgenerne.
Hvad med cyklisterne, de kommer helt sikkert i fare.
Det kan godt være, det lyder negativt, men det skal ikke opfattes sådan.
Blot virker det ikke som noget man har skænket en tanke blandt beslutningstagerne.