Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservative udgør parterne i forligskredsen, der sammen har arbejdet for at prioritere initiativer, der sikrer forebyggelse og fællesskaber og derved fremme trivslen for alle kommunens borgere.
Budgetforliget er en videreførelse og politisk ajourføring af budgetforliget for 2023-26, og den samlede forligskreds står på mål for grundpræmisserne i det ajourførte budget. Det gælder både det vedtagne skatteniveau, besparelser og udmøntning af strategier frem mod 2027.
-Med dette års budgetforlig fremtidssikrer vi kommunens økonomi og langsigtede likviditet, og jeg er særligt glad for, at vi er lykkes med at samle en meget stor del af byrådet om årets budget. Det afspejler, at vi i byrådet har en bred fælles forståelse for vigtigheden af at investere i vores kommunes fremtidige velstand og velfærd og på samme tid sikre en robust økonomi for Hjørring Kommune, lyder det fra borgmester Søren Smalbro, der fortsætter.
-Samtidig er vi i forligskredsen meget bevidste om, at de økonomiske vilkår er stramme, og at der både i dette og sidste års budgetforlig er besparelser, der vil kunne mærkes af kommunens borgere og medarbejdere.
Her er nogle af budgetforligets hovedpunkter:
• Styrkelse af den almene velfærd og øget selvhjulpenhed: Dette omfatter bl.a. styrkelse af det almene område i folkeskolen, forebyggelsesstrategi for det specialiserede socialområde og opjusteringer af grundbudgetterne for kommunens ældrecentre. Satsningen på det almene område skal nedbringe behovet for og udgifter til specialiserede indsatser.
• Sociale og kulturelle fællesskaber: Budgettet fastholder de gode rammer for sociale og kulturelle fællesskaber. Det betyder bl.a. at der bliver ydet kommunal støtte til Blå Kors Café, RAV (Rådgivnings- og aktivitetstilbud Vendsyssel) samt Vrå Kunstbygning og Vendelbohus.
• ”Styrk arbejdsstyrken!” og DM i Skills: Forligsparterne vil, med DM i Skills som katalysator, indgå et forpligtende samarbejde med erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner om at øge arbejdsstyrken og på samme tid hjælpe den unge generation godt på vej ind i arbejdslivet. Det inkluderer bl.a. Ungegarantien 2.0, der retter sig mod erhvervskompetencegivende uddannelse og job.