Hjørring Kommune har lige nu en ledig topstilling som direktør for Børn og Arbejdsmarked med det overordnede ansvarlig for den samlede drift og udvikling af forvaltningen.
Sammen med kommunaldirektør Leif Johannes Jensen, vicekommunaldirektør og direktør for Kultur, Teknik og Miljø Bettina Hedeby Madsen og direktør for Sundhed, Ældre og Handicap Mikkel Grimmeshave kommer den kommende direktør i spidsen for en spændende kommune.
I opslaget beskrives Hjørring Kommune som et sted, hvor idéerne til løsningen af de aktuelle udfordringer er mange og innovative og præget af tværsektionelt samarbejde og samskabelse. Og så kommer direktøren også helt tæt på noget af Danmarks flotteste natur.
Ansøgningsfristen er den 23. oktober klokken 9. Du kan her se stillingsopslaget som direktør i Hjørring Kommune.