En gang imellem kan det være op ad bakke at få ret. Det har Helge Paulsen fra Sindal måtte sande. Tilbage i 2017 gjorde han Hjørring Kommune opmærksom på, at ejeren af Dalsager Klit havde opsat skilte, der forbød adgang til den 50 hektar store indlandsklit, der ligger et par kilometer sydvest Sindal.
Det var nemlig Helge Paulsens klare opfattelse, at forbudsskiltningen ikke var i overensstemmelse med Naturbeskyttelsesloven. Men naturmedarbejderne ved Hjørring Kommune vidste bedre. Eller det gjorde de faktisk ikke, for en intern mail dokumenterer, at naturmedarbejderne rent faktisk “regnede med”, at det var Helge Paulsen og ikke lodsejeren, der havde fat i den lange ende. Men mere om det senere.

Er du uenig i afgørelsen, så kan du (ikke) klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet
Naturmedarbejderne besluttede, at Hjørring Kommune skulle stille sig på lodsejerens side og give tilladelse til at forbuddet mod adgang kunne opretholdes. Beslutningen blev ikke grebet ud af det blå, men begrundet med en påstand om at Dalsager Klit huser særligt truede dyrearter, som ikke tåler at blive forstyrret af besøgende natur- og fugleelskere. Denne påstand blev siden underkendt af Miljø- og Fødevarenævnet. Det eneste krav som kommunen stillede til lodsejeren var, at han satte et nyt skilt op, der var i overensstemmelse med Naturstyrelsens retningslinjer for design.
I august måned 2017 modtog Helge Paulsen kommunens afgørelse sammen med en orientering om, at en eventuelt klage skulle rejses inden for fire uger. Samtidig gjorde Hjørring kommune Helge Paulsen opmærksom på, at han ikke kunne klage over afgørelsen, da han i følge kommunens opfattelse ikke var klageberettiget.

Mangelfuld orientering
Når en myndighed meddeler en afgørelse til en borger, så skal afgørelsen være begrundet. Det var ikke tilfældet, da Hjørring kommune meddelte Helge Paulsen, at han ikke var klageberettiget. Kort sagt så skulle Hjørring kommune have begrundet på hvilket juridisk grundlag, man havde afgjort, at Helge Paulsen ikke var klageberettiget, samt oplyst om hans muligheder for at klage over denne afgørelse.
Fire ugers klagefrist, fire års ventetid
Helge Paulsen gik imidlertid ikke i clinch med Hjørring kommune over den mangelfulde orientering. I stedet tog han kontakt til Danmarks Naturfredningsforening, som påklagede Hjørring Kommunes beslutning om at tillade lodsejeren at opretholde adgangsforbuddet. Klagen blev indgivet indenfor klagefristen på de fire uger, men der gik fire år inden Miljø- og Fødevarenævnet nåede frem til en afgørelse. Den lange sagsbehandlingstid skyldtes ikke Hjørring kommune, men dels en omstrukturering af klageinstansen, dels en ophobning af sager hos denne.
Hjørring kommune ignorerede miljølovgivning
Når der bliver klaget over en afgørelse, der er truffet i henhold til Naturbeskyttelsesloven, så har klagen opsættende virkning. I det aktuelle tilfælde bestod afgørelsen i at Hjørring kommune, havde givet lodsejeren tilladelse til at opsætte skilte, der forbød adgang til Dalsager Klit. Så da der blev klaget trådte opsættende virkning i kraft.
Det betød, at lodsejeren ikke måtte opsætte nye skilte (som var i overensstemmelse med Naturelstyrelsens design), før sagen var behandlet af Miljø- og Fødevarenævnet. Men klagens opsættende virkning ændrede ikke på, at den eksisterende ( og uautoriserede) skiltning var ulovlig jvf., Naturbeskyttelsesloven § 24, stk. 5. Det burde Hjørring kommune have været opmærksom på, ikke mindst fordi det fremgik eksplicit af den klagevejledning, som blev udsendt sammen med afgørelsen. Men Hjørring Kommune valgte at se stort på såvel konsekvenserne af klagens opsættende virkning, som på den gældende lovgivning i forhold til den ulovlige skiltning.
Betænkelig forvaltningskultur
Hjørring kommune er kendt som hele landets Naturkommune. TV-seere i det ganske land er blevet dus med kommunens naturmedarbejdere og deres arbejde for, at gøre naturen vild med vilje. Men spørgsmålet er om de gode intentioner har taget overhånd. Det indtryk får man i hvert fald, når man læser nedenstående mail, som en af de centrale naturmedarbejdere sendte til sine kolleger i december 2021, da Hjørring kommune havde tabt sagen i Miljø- og Fødevarenævnet. Ordlyden er som følger:
“T.O. (Til Orientering)
Efter fire år fik vi en afgørelse
Vi fik ikke medhold i vores afgørelse. Det regnede vi nu heller ikke med.
Konsekvensen bliver at lodsejer har dyr på arealet hele året, og på den måde holder folk ude. Så for naturplejen er det meget godt.
VH XXXXX”
Hvis man tager mailens indhold for pålydende, så står det ikke godt til med forvaltningskulturen hos Team Natur i Hjørring kommune. For tilsyneladende er man tilfredse med udfaldet af klagen, da man formoder, at underkendelsen at retten til at forvise natur- og fugleelskere fra Dalsager Klit, vil få ejeren til at gøre området utilgængeligt for offentligheden, ved at udsætte dyr på arealet hele året. En formodning som siden er gjort til skamme.

Wild West tilstande
I skrivende stund er problemerne forsat ikke løst. Forskellige borgere har så sent som i januar måned 2023 været i dialog med Hjørring Kommune omkring problemer med ulovlig skiltning ved Dalsager Klit. Altså mere end et år efter at Hjørring kommune tabte den klagesag, som blev anlagt helt tilbage i 2017.
Overfor borgerne fremføres tilmed argumenter, som Miljø- og Fødevarenævnet eksplicit underkendte kunne lægges til grund for at begrænse adgangen til Dalsager Klit. Fx at lodsejeren ikke ønsker fremmede i området, da der tidligere har været episoder, hvor udefrakommende har smidt cigaretskodder eller kørt på Mountainbike i Dalsager Klit. Kort sagt en bizar logik, hvor alle skal undgælde for enkeltes forseelser.
Det er prisværdigt at Hjørring Kommune vil passe godt på naturen. Men gode intentioner gør det ikke alene. Myndighedsudøvelse skal udfoldes indenfor rammerne af gældende lovgivning ellers ender vi med Wild West tilstande her i det vestlige Vendsyssel.