Tirsdag kunne TV2 Nord fortælle, at der er store problemer med ulovlige bilræs i parkeringskælderen under Sct Olai Plads i Hjørring.
Her samles unge nemlig for at køre vildt i deres biler, mens de drikker alkohol. Derfor foreslår Nordjyllands Politi, at parkeringskælderen lukkes med bom eller gitter for bilkørsel om aftenen og i nattetimerne.
– Hvorvidt en nattelukning flytter aktiviteterne ud til andre steder i byen, kan jeg ikke garantere, men jeg tror Hjørring vil miste en magnet for udefrakommende ballademagere, meddeler Torben Rimmen Petersen fra Nordjyllands Politi.
Lokalpolitikerne i Hjørring Kommunes Teknik og Miljøudvalg har imidlertid tirsdag valgt ikke at følge politiets forslag om at sætte bom eller gitter op på de forslåede tidspunkter.
– Vi vil ikke lukke parkeringskælderen, fordi vi mener, der må være en anden løsning, siger formanden for det politiske udvalg, Søren Homann (K).
En anden løsning kunne være, at politiet installerede parkeringskælderen med tryghedsskabende kameraer.
– På den måde vil politiet kunne følge med i, hvad der sker her og nu og så rykke ud på det, siger Søren Homann.
Læs begge artikler om problemet her: Politi og kommune er uenige og Ulovlige biltræf skaber problemer.