I år kan Hjørring Kro fejre et særligt jubilæum – det er 25 år siden, at Brian og Lizzi Pedersen overtog kroen og satte deres præg på den traditionsrige virksomhed.
Siden 2000 har de arbejdet målrettet på at skabe en kro, hvor gæsterne mødes med god mad, nærværende service og en hyggelig atmosfære.
Jubilæet bliver markeret med en stor anerkendelse, da Hjørring Kro netop har modtaget Børsens Gazelle-pris. Prisen gives til virksomheder, der over en årrække har skabt stabil vækst, og det er en milepæl, som Brian og Lizzi er stolte af.
– Det betyder meget for os at få denne anerkendelse netop i år. Vi har altid haft ambitionen om at drive en kro, der både er tro mod sine rødder og i konstant udvikling. Gazelle-prisen viser, at vi har fundet den rette balance, siger Lizzi Pedersen.

Siden overtagelsen har Hjørring Kro gennemgået flere forandringer. De fysiske rammer er blevet moderniseret, uden at kroens sjæl er gået tabt, og menuen er løbende tilpasset for at tilbyde gæsterne gode, velsmagende retter baseret på sæsonens bedste råvarer. Samtidig har det været en vigtig prioritet at fastholde den personlige service og den hjemlige atmosfære, som gør, at mange gæster kommer igen år efter år.
– Det vigtigste for os er, at vores gæster føler sig velkomne og får en god oplevelse, uanset om de kommer for en hyggelig middag, et selskab eller en overnatning. Det er den tilgang, vi har haft i 25 år, og den vil vi tage med os ind i de næste mange år, tilføjer siger Brian Pedersen.
Jubilæet vil blive fejret med forskellige aktiviteter i løbet af året, hvor både gamle og nye gæster er velkomne til at tage del i festlighederne.


