Hjørring Kro har nu opnået Green Key-certificeringen som bevis på deres målrettede indsats for en mere miljøvenlig og bæredygtig drift.
“At blive Green Key-certificeret betyder, at vi har forpligtet os til at drive kroen på en måde, der skåner miljøet. Det handler om alt fra at reducere energiforbruget og affaldsmængden til at tilbyde vores gæster mere bæredygtige løsninger under deres ophold,” siger Brian Pedersen, der driver kroen sammen med sin hustru, Lizzi.
For gæsterne betyder det, at de kan nyde deres ophold med god samvittighed, velvidende at kroen gør en aktiv indsats for at reducere sit klimaaftryk. Samtidig er certificeringen et signal til samarbejdspartnere og lokalsamfundet om, at Hjørring Kro tager et ansvar og bidrager til den grønne omstilling – en indsats, der også flugter med Hjørring Kommunes bæredygtige ambitioner.
“Det har været vigtigt for os at tage ansvar – ikke kun for miljøet, men til gavn for de sociale aspekter i vores virksomhed. Vi ønsker at skabe en kro, hvor gæsterne får en autentisk oplevelse, samtidig med at vi passer på – og tager os godt af – de ressourcer og det personale, vi har til rådighed,” forklarer Brian Pedersen.
Green Key er en af de mest anerkendte internationale miljøcertificeringer inden for turisme og stiller skrappe krav til virksomheders miljøindsats. Certificeringen kræver både dokumentation og løbende kontrol, men for Hjørring Kro har det været en vigtig og strategisk beslutning.
“Det er hverken en hurtig eller billig proces, men for os har det været det rigtige valg. Vi har involveret hele teamet i arbejdet, og det har været en spændende rejse at se, hvordan små ændringer i hverdagen kan gøre en stor forskel.”
Med certificeringen på plads ser Hjørring Kro frem til at fortsætte arbejdet med bæredygtighed og håber samtidig at kunne inspirere både gæster og andre i branchen til at tænke grønnere.