Opførelsen af den nye kommunale Hjørring Kulturskole ved siden af Vendsyssel Teater i Hjørring trækker endnu længere ud, og tidsplanen kendes lige nu ikke med sikkerhed.
Årsagen til den seneste forsinkelse er blandt andet et ustabilt underlag under en kælder under et af husene ud mod Jernbanegade.
Den 18. november 2024 kunne NordsøPosten berette, at formanden for Hjørring Kommunes udvalg også for musik, drama og billedkunst, Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalgets Gry Bruun Nielsen, efter statusmøde midt i december ville komme med endnu en forklaring på forsinkelsen.
Soklen var – og er – stadig ikke på plads til at bære det 1.800 kvadratmeter store og mindst 44,4 millioner kroner store projekt. Byggeriet var efter flere års forsinkelser var budgetteret til at kunne åbne med musik, billedkunst og drama omkring sommeren 2025. Nu kan det nemt blive 2026.
Den 21. maj 2024 var der fest på byggeriets plads og første spadestik til den nye Hjørring Musiske Skole, som senere – med virkning fra åbningsdagen – nu er døbt Hjørring Kulturskole.
Formanden for Børne-, Fritids- og Undervisningsudvalget i Hjørring Kommune, den radikale Gry Bruun Nielsen, oplyser:
Hermed en opdatering på Hjørring musiske skole (som den jo hedder lidt endnu).
Vi er stadig lidt udfordret i forhold til fundamentet ud mod Jernbanegade. Årsagen hertil er blandt andet et ustabilt underlag under en kælder under et af husene, der har været der i sin tid. Vi bygger jo i skel, og der kan ikke umiddelbart graves længere ud i Jernbanegade, da der ligger en del kabler, gasledning og så videre.
Derfor er man i gang med at få tingene løst på anden vis – og vi er fortrøstningsfulde i forhold til at der bliver fundet en god løsning.
Prisen bliver dog noget ekstra tid, inden byggeriet kan stå klar.
Holdningen i bygherreudvalget er krystalklar – vi ønsker en solid bygning der kan stå i mange år fremover, og ikke en hvor vi nærmest fra start af ved at der vil komme sætningsskader.
Forventningen er at vi i løbet af det første kvartal af ‘25 er kommet i mål i forhold til fundamentet, og dermed også kender omfanget af den tidsmæssige forskydning.
Personligt har jeg dyb respekt overfor de ledere og medarbejdere der stadig formår at holde humøret højt på trods af en indvielsesdato, der må udsættes endnu en gang.
Men vi er heldigvis helt enige om at førsteprioriteten er en bygning, der kan stå der mange mange år.
Herunder kan du læse nogle af de mange artikler, som NordsøPosten allerede har skrevet om projektet.
Hjørring Musiske Skole holder lige nu primært til i de tilbageværende rum på Nordbovej, hvor der tidligere har været blandt andet plejehjem. En del af bygningen er ved at blive revet ned for at gøre plads til nye byggeprojekter. En ny sæson spiller allerede – se mere om Hjørring Musiske Skole.
Fakta om Hjørring Kommunes kommende Hjørring Kulturskole:
Der bygges 1.800 kvadratmeter
Budgettet for byggeriet er 44,4 millioner kroner. Det vides ikke om prisen holder efter de seneste udfordringer med fundamentet.
Byggeriet ventes at stå færdigt – ja, svaret kendes heller ikke her.
Hjørring Musiske skole blev etableret i 1973.
Hjørring Musiske Skole underviser cirka 2.600 elever fra 0 år og op
Skolen har cirka 100 lærere tilknyttet
Der undervises i musik på alle niveauer samt billedskole og drama