Tomme butikslokaler i Hjørrings gågader har fået mange til at frygte det værste: butiksdød. Men ifølge Michael Vendelbo, direktør for Erhverv Hjørring, er virkeligheden en anden.
Detailomsætningen i Hjørring er nemlig steget med hele 400 millioner kroner fra 2016 til 2021 – fra 3,9 til 4,3 milliarder kroner. Det er ikke et billede på død, men på forandring.
“Detailhandlen dør ikke – den flytter sig,” lyder det således i et opslag på SOME fra Michael Vendelbo, der med 16 års erfaring fra butiksgulvet og otte år som handelschef har fulgt udviklingen tæt. Han peger på, at det ikke er efterspørgslen, der er faldet, men strukturen, der har ændret sig.

Fra gågade til bokskoncept
Hvor Hjørring bymidte tidligere var det naturlige centrum for handel, er tyngdepunktet nu rykket mod Frederikshavnsvej og Bispetorv. Her trives de store udvalgsvarebutikker og bokskoncepter, som tilbyder nem adgang og gode parkeringsforhold – præcis som byens planlægning har lagt op til.
“Vi har faktisk vundet kampen mod nethandlen,” siger Vendelbo og henviser til den markante vækst i omsætningen. Frederikshavnsvej fungerer i dag som en handelsmotor, der supplerer – men ikke erstatter – midtbyen.

Midtbyen skal genopfinde sig selv
Ifølge Michael Vendelbo skal midtbyen ikke længere konkurrere på varer alene, men på oplevelser, fællesskab og autenticitet. Han ser en fremtid, hvor bykernen bliver et mødested med kultur, foreningsliv, pop-up events og caféer – en multifunktionel ramme, hvor detailhandlen kan ride med på trafikken, men ikke bære hele byrden.
“Det handler ikke kun om netbutikker. Det handler om, hvordan vi bruger byen,” understreger han.

Fire forbrugermindsets former fremtiden
Vendelbo peger på fire centrale forbrugertendenser, der vil forme næste kapitel for detailhandlen:
- Live & fællesskab: Kunder søger oplevelser og samvær. Midtbyen skal tilbyde liv året rundt.
- Kontrol & gennemsigtighed: Enkle valg og tydelige priser skaber loyalitet.
- Ægthed: Personlig betjening og lokal forankring vinder over det anonyme online.
- Tilbage til det solide: Kvalitet, genbrug og holdbarhed er blevet mainstream – ikke niche.
Disse tendenser åbner ifølge Vendelbo for nye muligheder i midtbyen, som f. eks. cirkulære butikker, reparationstilbud og second-hand koncepter.

En styret forvandling
Michael Vendelbo afslutter med en klar opfordring: “Detailhandlen er ikke død. Den forvandler sig. Vores opgave er at styre den forvandling, så hele byen vinder.”

Med andre ord: Det handler ikke om at redde fortiden, men om at forme fremtiden – med både midtby og handelsmotor i samspil.



Hvad er din holdning til en potentiel Bilka i Hjørring?
…
I’ve gained a much better understanding thanks to this post.
Endelig en der beskriver den virkelighed vi lever i og ikke hvad der var virkelighed i fortiden😊👏der er alle muligheder for at bruge bymidterne til, bl.a. oplevelser som julebelysningen og kulturnatten er nogle gode eksempler på,så mere af det. Det må jo efterhånden også være et godt sted at bo med forholdsvis fred og ro og ingen trafik og en flot bymidte😊
Hvad skal der så være i alle de tomme butikslokaler, der er i midtbyen? Der kan jo ikke være caféer og restauranter i dem alle. Hvis ejeren ikke får lejeindtægt, kniber det jo nok med penge til vedligeholdelse, og så kommer det da virkelig til at se træls ud.