Vennelyst Ingeniør- og Entreprenørforretning er godt i gang med 2. etape af opgaven med at klimasikre og forskønne Hjørring Midtby.
Vand i Midtbyen forskønner allerede området fra Springvandspladsen til Sct. Olai Plads. Nu er hovedkræfterne koncentreret om midtbyens, tidligere store parkeringsplads, Mammutpladsen, der forbinder en række tråde og som med tiden bliver en flot plads.
Formålet med forandringerne er dels at gøre midtbyen mere attraktiv og forberede området på klimaforandringer. Hjørring Kommune og vandselskabet er lovmæssigt forpligtet til også at klimasikre midtbyen. Byrummet skal gøres bedre til håndtere de massive regnskyl, der forventes i fremtiden.
Anlægsarbejdet foregår lige nu på strækningen fra toppen af Jernbanegade over Mammutpladsen til og med Asylgade. Dermed skabes der en god og attraktiv forbindelse mellem Teateret, Banegårdspladsen, den kommende Musiske skole og midtbyen i Hjørring.
Adgangsforholdene er udfordret blandt andet til Hos Uffe Teatercaféen, som har åbent med dejlig mad både til frokost og til aften. Snart strømmer det også til med gæster til en næsten udsolgt Hjørring Revyen.
Grundlovsdag mandag den 5. juni begynder og slutter Grundlovsløbet på Teaterpladsen, og entreprenøren har lovet at have asfalteret inden da.
Etape 2 af det store projekt Vand i Midtbyen forventes færdiggjort inden årets udgang.
Det samlede klimaprojekt forventes at koste cirka 36 millioner kroner, hvoraf Hjørring Vandselskab finansierer cirka 20 millioner kroner og Hjørring Kommune resten.