Traditionen tro har de gode mennesker fra den meget roste Hjørring Revyen besøgt Børglum Kloster, og som så ofte før var Togfører Krumme fra Hjørring dagens vært og guide i fuld gallauniform
– Det blev en skøn oplevelse. Vi blev vist rundt i kirken, som er ved at blive renoveret, og både Anne, Hans og Benedicte Rottbøll fortalte historien om den gamle Kloster kirke. Det er de alle tre gode til, og der blev lyttet. Jeg tror, at alle var begejstret, skriver Krumme.
Revyeholdet var også rundt på Børglum Kloster for at se andre af de mange spændende udstillinger.
– Det skal lige nævnes, at to af skuespillerne, nemlig, Marie Mondrup og Rasmus Søndergaard var forhindret i at komme med. Så må de have dén tur til gode.
Den gamle bagermester og fører af Krummetoget i Hjørring i mange, mange år er aktuel i en ny bog ”Krumme – der er meget at se til i Hjørring”, hvor også Børglum Kloster og Krummes hule på klosteret får god plads. Bogen kan købes i Danmarks ældste boghandel, Betty Mogensens Boghandel, i Strømgade midt i Hjørring.

– Vi var naturligvis også en tur i Krummes hule på Børglum Kloster, hvor der er mange spændende historier, billeder og udklip fra mange år. Hjørring Revyen får også fin reklame i Krummes Hule med masser af sjove tilbageblik og nu også aktuelt besøg.
– Revyens direktør Henrik Baloo sagde, at det havde været en fornøjelse med det besøg. Jeg er da lidt stolt af, at jeg trods mine 83 år stadig kan gøre noget, som kan glæde andre mennesker.
– Jeg havde en rigtig dejlig dag, og jeg vil gerne takke skuespillerne, familien Rottbøll, NordsøPosten og fotograf Arthurs Pirazkov for de flotte billeder, siger Krumme.
Hjørring Revyen spiller på Vendsyssel Teater endnu 10 forestillinger, og der er stadig enkelte ledige pladser. Læs mere og bestil billetter til Hjørring Revyen 2025.



