Hjørring Revyens flotte bog i anledning af revyens 50-års jubilæum er flot skrevet og orkestreret af den garvede journalist og forfatter Jørgen Pyndt, der leverer flot ordkraft, som løftes endnu højere af bogens mange flotte og sjove billeder.
Det understregede forfatteren selv stærkt ved præsentation af bogen på Vendsyssel Teater, og navnlig tre dygtige, lokale fotografer har gennem mange år trykket på udløseren de rigtige steder, i det rigtige øjeblik og med den rigtige teknik.
Finn Folsted kender sit område rigtig godt som pressefotograf i Hjørring siden 1973 og styrede også Hjørring Fotohandel i 26 år.
Han er også født i Hjørring og kom i lære som typograf på daværende Vendsyssel Tidende i 1967, blev udlært i 1971 og efter militærtjeneste fremkaldte lysten til at fotografere en læreplads på avisen nu som pressefotograf.
Det begyndte han på som 21-årig den 1. januar 1973 i øvrigt på Vendsyssel Tidendes 100-års fødselsdag, og dagen efter fyldte Finn Folsted 22 år.
I 1990 tog han beslutningen om at blive freelancefotograf i Vendsyssel og fortsatte med at forevige stort og småt til lokale og landsdækkende medier, fagblade, institutioner, private og så videre.
Axel Søgaard har været pressefotograf siden 1969 blandt andet 20 år på Vendsyssel Tidende, ved Fototjenesten Flyvestation Karup og fra 1990 som selvstændig mesterfotograf.
Han fyldte ved Hjørring Revyens forrige runde jubilæum også godt og flot i billedet, da revyen i den daværende revybutik i Brinck Seidelins Gade havde en udstilling med minder fra revyens 40-årige historie.
På det tidspunkt lød meldingen, at Axel Søgaard alene havde et fotoarkiv på flere end 3000 revybilleder, som revydirektør Henrik Baloo Andersen fik lov at vælge billeder fra.
Hans Ravn er selvstændig video- og fotojournalist med base i Hjørring og kommer over alt – også i luften – som dronefotograf. Han var i godt 32 år ansat på Vendsyssel Tidende, det senere Nordjyske Medier, og har fulgt også Hjørring Revyen tæt og flot gennem forskellige linser.
Han har arbejdet med moderne teknik og muligheder i mange år og har flere end 15 års erfaring med tv-produktion til 24Nordjyske og laver nu også som selvstændig video til diverse hjemmesider, Facebook. Linkedin og Instagram opslag.
Med mange års erfaring som dronepilot og som professionel fotograf leverer Hans Ravn de bedste droneskud og videoproduktion blandt meget andet præsentationsvideo for firmaer eller organisationer.
Hjørring Revyens jubilæumsbog koster 198 kroner og kan købes på revyens hjemmeside, på Vendsyssel Teater samt hos Betty Mogensens Boghandel i Hjørrings nye flotte Strømgade og i en række andre udvalgte boghandler.
Hjørring Revyen kan opleves på Vendsyssel Teater i Hjørring fra den 10. juni til den 29. juli. Billetter kan købes på Vendsyssel Teater og på revyens hjemmeside.
Link tilrelateret artikel
Jubilæumsbogen om Hjørring Revyen præsenteret på Vendsyssel Teater