Premieren på Hjørring Sommerspils Vi maler byen rød: The musical fandt som foromtalt sted onsdag og som forudsagt af meteorologerne med det smukkeste vejr i Sct. Knuds Kilde.
Håret var rigtig nok højt som også humøret, men under overfladen var den helt gal i gymnasieklassen på scenen. Eleverne skal op til studentereksamen og har masser af se til med kærlighedsforviklinger, fremtidsdrømme og hemmeligheder.
Da der begås hærværk på skolen, er elevernes eksamen pludselig på spil, hvorefter deres forældre samt lærere ihærdigt forsøger at finde frem til, hvad i alverden der foregår, men tingene udvikler sig ikke nødvendigvis, som man havde ventet.
Mysteriet om hærværket er ikke den eneste gåde, der skal løses, for hvem er det ældre ægtepar, som vi også̊ følger undervejs? Det hele falder på plads i et brag af en romantisk og rørende finale.
Det lykkes overraskende flot for de mange unge og noget færre ældre skuespillere og sangere at forløse rammefortællingen og få sendt de mange populære sange ud over scenekanten.
Det er umuligt med så stort et hold at få nævnt alle de fine præstationer, men formand Kaj Nørholm takkede afslutningsvis med blomster koreograf Bente Hyttel, kapelmester Bjarke Langkjær og instruktør Jesper Frydkjær.
Sammen med hele holdet fik de velfortjent stående applaus i adskillige minutter. Det blev nemlig som lovet i programmet en af de bedste, sjoveste og mest fantastiske aftener hos Hjørring Sommerspil.
Vejrguderne begaver da også igen denne torsdag holdet med udsigt til endnu en fantastisk aften, men ellers spiller holdet faktisk helt frem til og med den 6. juli.