I dag, den 8. januar 2025, er det 90 år siden, at en af musikkens mest betydningsfulde personer blev født, og der er udsolgt til fødselsdagsfesten den 6. februar på Vendelbohus i Hjørring.
Det er Hjørring Teater, der præsenterer teaterkoncerten ELVIS og historien om legenden Elvis Aron Presley – fortalt og sunget af Jesper Lundgaard med et velspillende band bag sig.
– I 2025 ville Elvis Presley være fyldt 90 år. Det fejrer vi med en særlig hyldest til the King of rock and roll.
Forestillingen bringes til Vendelbohus af Louise Schouw Teater og tager udgangspunkt i Elvis Presleys fantastiske og alt for korte musikalske karriere og liv.
Født af Gladys den 8. januar som den overlevende af tvillinger. Jesse klarede den ikke. Død som 42-årig den 16. august 1977 sandsynligvis som følge af for meget og forkert livsførelse. Gladys døde som 46-årig i 1958. Far Vernon overlevede sønnen og døde som 63-årig i 1979.
Læs meget mere om Elvis Presley på wikipedea
Det er svært, meget svært, at udvælge et enkelt nummer til denne artikel. Han lavede så voldsomt mange i så mange forskellige genrer. Denne ”If I Can Dream” fortæller noget om mandens fantastiske stemme, musikken, og så er budskabet desværre evigt aktuelt: Hvis jeg kan drømme om fred, hvorfor kan min drøm så ikke blive til virkelighed”??????
Teaterkoncerten på Vendelbohus begynder med hans første indspilning og lukker forestillingen med hans sidste.
Det er en fortælling om en mand med et usædvanligt rå talent og en stemme, der gjorde en forskel for generationer. Vi kommer igennem opbygningen af de tidlige rock and roll sange og hans udvikling rent musikalsk.
Det er også en fortælling på godt og ondt om Elvis’ 32 film, det store pres om konstant nye sange, ung kærlighed, at være far, skilsmisse, nedtur, jagten på nye hits og masser af koncerter lige indtil få uger før døden indhentede ham på badeværelset i hjemmet Graceland på Elvis Presley Boulevard i Memphis Tennessee.
Forestillingen bringer minder, nostalgi, musikalsk glæde og en vedkommende historie om en af vor tids største sangere og entertainere.
Det fire mand store band The Works har specialiseret sig i lyden fra den tid, og sammen med solisten, Jesper Lundgaard, fortolker de historien.
The Works blev dannet, da Nils Malmros skulle bruge et autentisk og velspillende Rock ’n’ Roll orkester til filmen Kærestesorger i 2008. Det var så stor en succes, at bandet blev enig om at fortsætte. The Works var hermed en realitet.
Det er et orkester, som har specialiseret sig i at spille rigtig god gammeldags 50’er, 60’er Rock ’n’ Roll. Stilen er fra dengang tøjet var syntetisk og musikken var ægte og ikke omvendt. Real Rock ’n’ Roll med gamle instrumenter, smalt slips og fedtet hår. Du kan høre prøver på musikken med The Works.
The Works har i forskellige sammensætninger spillet på mange steder igennem årene: Bakken, Hithouse, Fuglsøcenteret, Gimle, Birkelundgaard, Rødovre Starclub Aarhus Festuge, festivaller, byfester, veteranbil træf, private fester, danseklubber, bluesklubber i DK og Norge og mange flere. Og snart også Vendelbohus i Hjørring.