Hjørring Handel kan atter notere sig en stor succes med et flot arrangement fredag og lørdag i midtbyen.
Emnet var meget fokuseret på oplevelser, musik, fisk og lokale råvarer til Hook & Cook, som de to dage trak masser af mennesker til Hjørrings centrum. De fleste kom fredag aften for at opleve børnenes Onkel Reje underholde fra scenen.
Hjørring Handel beskriver det selv: Tak for en vandvittig ‘haj’larious weekend til HOOK&COOK i Dejlige Hjørring. Byen har været spækket med liv & højt humør. Det har været fisketastisk.
Hjørring Musiske Skole deltog også flot fredag på skolens 50-års fødselsdag. Det blev til flotte koncerter rundt om i midtbyen blandt andet Vendsyssel Marimba Steelband på den store scene.
Dygtige elever på EUC Nords Gastronomi & Service linje lavede sammen med restauratør Uffe Nielsen fra Teatercaféen samt Kornets Hus skøn spansk paella med fantastiske, gode, og meget lokale danske råvarer. Lækkerierne blev anrettet og serveret i østersskaller med bæredygtige skeer sponsoreret Skovbo-Ren.
Lørdag var der knap så mange mennesker i midtbyen, og det var en smule tyndt med det annoncerede torvemarked med lokale råvarer. Kornets Hus var der, og det samme var Meny med lækkerier fra Venmark Fisk i Hirtshals.
Du kan se meget mere både tekst, billeder og video på Hjørring Handels Facebook.
Hjørring Handel vil gerne have bidrag til evaluering af Hook & Cook og spørger: Hvad synes du – Er det noget vi skal arbejde på at trække i land igen til næste år?
Der er på Facebook allerede kommet bidrag fra lokale:
Super arrangement fredag, men desværre sluttede det alt for tidligt lørdag. Der var meget vi ikke nåede at deltage i.
Fantastisk event – må da gerne søsættes næste år.
Det var en fantastisk dag/aften – så mange mennesker
og en enkelt kommentar fra en københavner til billeder fra Onkel Rejes show: Ida Lucas: Et vigtigt led i den globale fordummelsesproces.