Man kan ikke følge med i nyhederne uden hver dag at møde historier om hvordan det står til med vores klima.
Oversvømmelser, tørke og ekstreme temperaturer er daglig i nyhedernes overskrifter. Som enkeltperson kan man ofte tænke over hvad man selv kan gøre.
Det er måske små tiltag, man kan gøre, men hvis hundreder af millioner mennesker gør en lille ting, har det alligevel en effekt. Det prøver man også at bevise hos Høj Data på Nørregade i Hirtshals.
Fra på mandag giver man nemlig 2,00 kr. pr. brugt blækpatron, der bliver indleveret i butikken.
– En lille blækpatron synes måske ikke at være det store problem, siger Tommy Høj fra Høj Data. – Men der bliver jo alene her i Danmark brugt millioner af blækpatroner. Og det koster faktisk mere end 1 liter olie at fremstille en blækpatron, så der er en reel belastning på CO2 kontoen. Kan patronerne bruges igen spares der mange ressourcer.
– Vi giver 2 kr. pr. patron,hvis det er en HP eller Canon patron. Epson og Brother patroner kan vi desværre ikke give betaling for, da vi ikke har nogen aftager af dem. Men man er velkommen til at aflevere dem alligevel, så vi kan sende dem til AVV, der tager hånd om dem, tilføjer Tommy Høj.
– Det er naturligvis ikke noget krav, at de patroner man returnerer, er købt hos os. Vi tager imod dem uanset hvad og det er også helt fint, hvis man kommer som virksomhed med sine gamle patroner, fastslår direktøren hos Høj Data
I forvejen gør butikken et stort arbejde ud af at sælge brugte computere, som de sætter i stand, så de bruges igen og sælges med garanti.
– Vi sælger både stationære, bærbare, telefoner og skærme i brugt udgave. Så det bliver faktisk et pænt stort bidrag på miljøkontoen slutter Tommy Høj.