Sovjetunionens velmagtsdage, forfald og atomulykken ved Tjernobyl danner baggrundstæppet for Claus Mørkbak Højrups nye, overraskende højaktuelle krimi, hvor forfatterens eget besøg i Zonen har inspireret et kapløb efter en seriemorder over to tidslinjer.
Det var forfatterens eget besøg i 2015 til området omkring det gamle atomkraftværk, som inspirerede handlingen i Mordet ved Tjernobyl.
– Jeg opholdt mig i Zonen en hel weekend og den rejse inspirerede mig til at skrive romanen. I 2016-tidslinjen har jeg i høj grad ladet mig inspirere af mine egne oplevelser, siger Claus Mørkbak Højrup, som ikke bare er forfatter, men også byrådsmedlem for Venstre i Hjørring Kommune.
Atombyen Prypjat danner rammen om både gerningsstedet og Julianna og Leonids liv. Da kraftværket Tjernobyl eksploderer, afbrydes seriemorderen Kannibalen i et mord og KGB-kommissæren Koso indleder en hensynsløs jagt på ham midt i katastrofen. Da der i 2016 bliver begået endnu et mord, begynder den gamle jagt i Prypjat på ny.
Siden forfatterens eget besøg er romanen kun blevet endnu mere aktuel. ”I en scene, der foregår i 2016, omtaler en biperson, at Putin måske kunne finde på at invadere Ukraine og besætte Tjernobyl-området. I 2022 blev dette til en realitet i et omfang, som jeg ikke forventede, da jeg skrev bogen,” fortæller forfatteren.
– Lidt frækt kan man vel sige, at jeg i romanen har forudsagt en række hændelser, lyder det fra Claus Mørkbak Højrup.
OM FORFATTEREN
Claus Mørkbak Højrup er officer af reserven ved feltartilleriet i den danske hær, underviser og forsker på Aalborg Universitet og byrådsmedlem i Hjørring Kommune. Han debuterede i 2014 med Mordet ved Dybbøl Banke.
OM BYENS FORLAG
Byens Forlag driver kaffebarer i Aarhus, Vejle og København som udadvendte kontorer. Her kan man drikke kaffe, bladre i nye bøger fra forlaget og møde redaktionen. Levende bogformidling er et særkende for forlaget, som ofte er vært for oplæsninger og andre bogevents.
Link til tidligere artikel