Markeringen af 80 års jubilæet for Befrielsen efter de fem forbandede år blev denne 4. maj 2025 en særdeles stærk samt meget, meget smuk og bevægende oplevelse i Hirtshals.
Arrangementet var stablet på benene og løb midt på eftermiddagen af stablen i et samarbejde mellem Hirtshals Sogn, Hirtshals Handel & Erhverv samt Hirtshals Turisme og Hirtshals Kro.
Den næsten to timer lange mindehøjtidelighed startede på Hirtshals Kro, hvor sognepræst Bjarne Hougaard bød velkommen til langt flere borgere end forventet, hvorefter der var fællessang af Danmark Frit.
Dernæst en flot tale med fine historiske sløjfer ved tidligere borgmester Knud Størup, der trådte til som suppleant for modstandsmanden Knud Christensen, som forståeligt nok højtideligholdt dagen i Mindelunden. Ikke mindst en historie om den lokale forbindelse mellem kirken og kroen bidrog til at knytte en af flere finurlige og rørende historiske sløjfer mellem tider og steder.
Talen blev dermed et velturneret oplæg til afspilningen af frihedsbudskabet fra London. Undervejs blev der også holdt et minuts stilhed til minde om de tapre døde, som det hedder i førnævnte sang af Mads Nielsen.
Efter arrangementet på Hirtshals Kro gik alle i optog op ad Nørregade med kurs mod Hirtshals Kirke, idet man blev fornemt anført af fanebærer Poul Erik Frandsen, som er formand i Hirtshals Marineforening.
Ankommet til Hirtshals Kirke var der takkegudstjeneste med forbøn for freden ved sognepræst Bjarne Hougaard. Han gjorde sig herunder nogle tankevækkende betragtninger om lederskab med afsæt hos den gode hyrde i Johannesevangeliet.
Endvidere bidrog blandt andet tænding af levende lys og Kirkens Voksenkor i dén grad til den højtidelige stemning, der blev fulgt helt til dørs og bogstavelig talt ud i det fri med Altid frejdig og Fadervor udenfor Hirtshals Kirke.
Nu er det forår og Danmark frit.
Velsign det, Herre, fra sund til klit.
Foto: Niels Skipper.



Instagram Takipçi Satın Al