Det sagnomspundne værtshus Høk-Ei i Tolne har fået nyt værtspar. Det er Mark Moselund, der er den nye forpagter, og sammen med kokken Diana Foldager har de i første omgang åbnet køkkenet for takeaway. Senere vil de også åbne døren til selve Høk-Ei. Ikke som det værtshus det var engang, men som en hyggelig bodega, hvor der er plads til alle.
– Vi har her den 1. februar åbnet “Høk-Ei Køkken”, og vi glæder os til at byde velkommen til en kop kaffe eller et godt måltid mad. Der er åbent i pool-rummet med mulighed for spisning, men ingen servering af alkohol på nuværende tidspunkt. Men man kan nyde en sodavand eller en kop kaffe, eller der kan bestilles mad til afhentning, fortæller Diana Foldager.
Allerede nu har Høk-Ei Køkken et stort udvalg på menukortet. Der er dagens ret, som er forskellig fra dag til dag. Dog ikke tirsdag for her er der altid stegt flæsk med persillesovs på menuen. Der kan også bestilles à la carte. Der kan vælges mellem smørrebrød, håndmadder, flere forskellige sandwich og burgere for blot at nævne noget af det store udvalg.
– Vi har noget for enhver smag. Jeg forestiller mig, at der er folk på vej hjem fra arbejde, der lige smutter indenfor og henter et lækkert måltid mad. Eller blot nogen familier eller enlige, der vil have det lidt nemt og slippe for dagens madlavning. Og jeg garanterer, at man nok skal blive mæt, for jeg laver nogle gode store “håndværkerportioner”.
Der kan bestilles mad via Høk-Ei Facebookside, hvor også menuen kan ses, eller på telefon 52721613 mandag til fredag fra klokken 14.00. Maden kan herefter afhentes mellem klokken 16 og 20.
Fødevarekontrollen har fredag været på besøg, og med ganske få ændringer kan Høk-Ei Køkken godkendes.
– Besøget gik godt, og vi har fået nogle rigtig gode råd med på vejen, lyder det fra Diana Foldager, der også takker for den flotte opbakning hun og Mark har mødt fra alle sider.