Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn ønsker hermed at gøre indsigelse mod planer om et 8 etager højt byggeri på Hjørringgade 12-14.
Hirtshals er ikke en gammel by, men der var før havnebyggeriet en bymæssig bebyggelse, primært omkring Nørregade og Hjørringgade. Det var meget naturligt, idet Hjørringgade dengang var byens hovedgade. Det var indfaldsvejen til byen fra Hjørring. Dette kan man kalde det oprindelige Hirtshals.
Inden staten i forbindelse med havnebyggeriet eksproprierede jorden i og omkring Hirtshals, lå husene i lav bebyggelse med udgangspunkt i den gamle gæstgivergård Lilleheden, nu Hirtshals Kro / Hotel Hirtshals. Den by, der blev bygget efter at havnebyggeriet begyndte, kan man kalde det gamle Hirtshals.
Det er området vest for Nørregade og nord for Vestergade. Det er stort set intakt og er karakteriseret ved lav bebyggelse i op til en etage – med få undtagelser, der er lidt højere.
Den senere så berømmede byplan af Steen Eiler Rasmussen og Knud H. Christiansen fra 1923 tog på ingen måde hensyn til den eksisterende beboelse, der fra Kroen fulgte vejen til Hjørring langs kysten og Nørregade mod Horne. Planen gik ovenikøbet så vidt, at et af vejforløbene gik lige gennem Kroens vestre længe.
Byen blev aldrig så stor som tiltænkt, og udviklingen kom ikke til at følge byplanen, der efterlod store ubebyggede områder, mens de to gamle vejforløb med deres huse bestod. På grund af manglende planlægning har byen Hirtshals gennem 1960’erne og 1970’ernes rivende udvikling udviklet sig til en klondike by med manglende harmoni.
Et nyt byggeri i 8 etager i Hjørringgade 12 -14 vil yderligere bidrage til denne opfattelse og samtidig ødelægge hele Hjørringgade, og dermed ødelægge det eneste harmoniske, oprindelige gadeforløb vi har tilbage.
Hjørringgade bør omfattes af en kommuneplanramme, der sikrer at de eksisterende gamle huse bevares, eller at der opføres nyt i samme stil og højde.
Venlig hilsen
Bestyrelsen for Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn
Jacob Madsen, formand
Jørgen Fibigersgade 26
Hirtshals
Hvordan noget sådan i det hele taget kan komme høring, er mig en gåde.
Jeg kan kun stemme i, at byggeriet kun kan ødelægge det gamle miljø i byen. Derudover vil det kun have negativ effekt på byens tiltrækningskraft af turister som kommer for at opleve en lille havneby
Det vil fuldstændig ødelegge Hjørring gade
Jeg er nylig tilflytter så bær lidt over med mig, byggeriet syntes jeg ikke passer ind, men det jeg frygter mest, pga de nye flexboligregler, er at det vil blive et spøgelseshus hvor lejlighederne vil blive solgt til velhavende folk som kun vil benytte lejlighederne i ferien og at det derfor ikke vil blive en gevinst for byen året rundt, jeg kan jo tage fejl men det er der min bekymring er størst🙂
Det vil ødelægge byen, og vil ikke skabe arbejdspladser i byen.
Jeg syntes det ser ok ud men byg det i røde mursten så falder det fint ind i de nye bygninger man ser i forgrunden af billedet Ydermere ser Fys byningen heller ikke ud som dem i Hjørringgade
Fornyelse er en sund ting i den gamle by