Borgerforening og menighedsråd i Tversted – Uggerby Pastora(r)t inviterer alle til høstgilde med harmonika-musik i laden på bondegården ”Håbet” i Uggerby.
Det foregår søndag den 29. september klokken 10.30, og tilmeldingsfristen er tirsdag den 24. september til graver Søren Baggesen på telefon 51670674 eller på mailen SOBA@km.dk
Høst-gudstjenesten byder også på flæskesteg, folkedans og forkyndelse, og det koster kun en flad 50’er for mad og drikkevarer – børn under 18 slipper for at betale.
– Vi vil i fællesskab takke for årets høst. Traditionen tro fejrer vi her ved sommerens afslutning, at høsten er i hus. I taknemmelighed over et års ”daglige brød” samles ind til Tversted-Uggerbys Julehjælp enten kontant eller MobilePay 34661.
September er skabelsestiden i kirken og derfor også tid for høstgudstjenester, som dog ikke er en kirkelig højtid med fast plads i kirkeårets kalender eller liturgi. Alligevel holder de fleste kirker høstgudstjeneste i perioden mellem den 1. september og den 4. oktober.
Denne periode kalder internationale kirkelige fællesskaber som for eksempel Kirkernes Verdensråd også for skabelsesperioden, hvor man skal glæde sig over jordens mangfoldighed og have ekstra fokus på vores ansvar overfor Guds skaberværk.
Du kan få hele historien om høstgudstjenesten hos kilden kristendom.dk
Onsdag 25. september klokken 10-11 holder sognepræst Johan Herman Rump på ældrecenter Mariebo i Tversted høst-gudstjeneste for alle interesserede. Det er med nadver, kaffebord og højtidens sange. Alle er velkomne til hygge med byens ældste.