I vinterferien i år sætter Hjørring Bibliotek fuldt fokus på bogserien ”Sallys far” – et stort hit hos de 4-7-årige børn og deres voksne.
Biblioteket inviterer på en række sjove Sallys far-aktiviteter med både oplæsning, krea-workshops og muligheden for at opleve selveste skaberne bag bogserien!
Bøgerne handler om Sally og hendes far, som er temmelig skør og tit bringer Sally og hendes lillebror Eddie ud i pinlige situationer, når han f.eks. vil prøve sig som youtuber eller fodboldfar, eller når han får mandeinfluenza.
Blandt aktiviteterne på Hjørring Bibliotek er:
- Mandag den 17. februar kl. 11: Oplæsning fra bogen ”Sallys far bander (…ad helvede til)” og bagefter en lille workshop, hvor man ligesom Sally kan lave sin egen bandekasse.
- Tirsdag den 18. februar kl. 11: Besøg af skaberne bag bogserien, forfatter Thomas Brunstrøm og illustrator Thorbjørn Christoffersen. De to lover ”et sygt sjovt show” med oplæsning, tegne-øvelser og quiz med bogpræmier.
- Torsdag den 20. februar kl. 11: Oplæsning fra bogen ”Sallys far slår til igen” og bagefter mulighed for at klippe masker, så man kan klæde dig ud som Sally, Eddie eller far.
Der er tilmelding til arrangementerne (og betaling på et enkelt) på bibliotekets hjemmeside hjbib.dk. Til gengæld behøver man ikke tilmelde sig udstillingen på Hjørring Biblioteks Børnescene, hvor Sallys far er flyttet ind. Inspireret af bøgerne kan man f.eks. besøge Sallys fars skihytte med pejs og spil eller tage plads i bandeords-hulen og hviske sine bandeord.
”Sallys far”-bøgerne er i øvrigt også aktuelle hos Hjørring Teater, som byder på gæstespil af forestillingen ”Sallys far” på Vendelbohus den 16. marts.