Denne søndag ligger der en hollandsk bomtrawler ved Frysehuskajen i Hirtshals Havn. Det giver anledning til kort og helt nøgternt at beskrive, hvad fiskeri med bomtrawl indebærer.
Bomtrawl er kort fortalt et fiskeredskab, der slæbes henover havbunden og består af en trawlpose, der holdes åben ved hjælp af en jernbom, lyder det i Danmarks Nationalleksikon.
Bomtrawl anvendes til fangst af bundnære fisk og skaldyr. I danske farvande har især hollandske fiskere en lang tradition for anvendelse af bomtrawl ikke mindst i Nordsøen og Skagerrak. Fangsterne består hovedsageligt af rødspætter og tunger. Der findes kun få danske bomtrawlere, som alle fisker efter rødspætter og rejer.
Moderne bomtrawlere slæber to bomtrawl ad gangen, hver med en bomlængde på 8 til 10 meter. Bomtrawl anvendtes allerede i 1800 tallet af sejlskibe, men blev ved dampmaskinens indførelse i fiskefartøjer i vid udstrækning erstattet af almindelige trawl.
Bomtrawl er et omdiskuteret og meget tungt redskab, som ifølge eksperter kan forvolde skade på havbundens plante og dyreliv. Fiskeri med bomtrawl er derfor forbudt i farvande sydøst for Skagen.
Link til en artikel om kritisk rapport fra DTU Aqua
DTU Aqua: Sårbar havnatur lider under fiskeri med bomtrawl i Jammerbugt