Holmberg Handel har åbent i butikken på Vandværksvej i Hjørring hver tirsdag og onsdag og er på vejen, som man jo siger, til markeder og lignende næsten hver weekend i sommerhalvåret.
– Det er altid spændende at komme på markeder og møde en masse mennesker. Det er sjovest i godt vejr, og nogle gange lægger regn og blæst en dæmper på tingene. Nu glæder vi os over udsigt til godt vejr på Brønderslev Store Marked fra fredag til mandag.

Doris og Ove Christensen sælger i butikken mange spændende typer og mærker garn til alle former for strik, hækling og broderi. I butikken er også et stort udvalg af krydderier, olier og mange andre specialiteter samt et væld af gaveidéer.
Parret rejser land og rige rundt til markeder med et stort udvalg af såvel garn som specialiteter.
På Store Brønderslev Marked fredag til mandag er der flere fra Hjørring Kommune med både på det officielle program og blandt stand holdere med videre.

Fredag og lørdag kan man for eksempel opleve duoen Mads og Mads i Markedskroen.
Lørdag aften spiller det populære og meget velspillende band Version 1.0 i det store telt – Markedskroen – og søndag spiller Sussi & Drengene flere gange på Markedscenen.


Underholdningen på Store Brønderslev Marked er i år meget bredt sammensat med noget for enhver smag. Markedsudvalget har booket lokal underholdning og blandet det med kendte kunstnere fra den store verden og for hele familien – med gratis underholdning for cirka 250.000 kroner i år.
Kig i programmet for Store Brønderslev Marked og bliv fristet. Der er underholdning på to udendørs scener samt musik og dans i “Markedskroen”. På pladsen er der masser af gøgl, mad og meget mere.



