Holmberg Handel, der har åbent i butikken på Vandværksvej i Hjørring hver tirsdag og onsdag klokken 10-18, er på vej i fængsel, men det påvirker ikke driften af virksomheden.
Doris og Ove Christensen skal nemlig i Horsens deltage i Habengut Markeds Loppemarked på kulturstedet FÆNGSLET i Horsens lørdag og søndag den 13. og den 14. april begge dage klokken 10-16.
Det spændende kultursted FÆNGSLET er indrettet i det tidligere Horsens Statsfængsel, som lukkede i 2006 efter mere end 150 år med fængselsdrift.
I 2012 var et nyt klientel bag muren, og det gamle noget slidte fængsel åbnede i moderniseret udgave som oplevelsesvirksomheden FÆNGSLET.
På få år lykkedes det at skabe en både national og international anerkendt ramme for kultur og events. FÆNGSLET lægger i dag hus til et prisbelønnet fængselsmuseum, overnatning, store koncerter, events, kulturfestivaler, møder og konferencer, kontorudleje, et brasserie, fodboldgolf og Locked Escape Rooms.
– Vi er inviteret til at deltage med salg af vores store udvalg af krydderier, madolier med videre, fortæller Doris og Ove Christensen.
Ved siden af de to ugentlige åbningsdag i butikken på Vandværksvej i Hjørring med garn, gaveartikler, krydderier og andre specialiteter rejser de landet rundt for at deltage i messer og markeder. Det er også muligt at handle på Holmberg Handels hjemmeside.